OPDATERET: Ældre mand truet med kniv i eget hjem - gerningsmænd er fængslet
En alvorlig sag udspillede sig natten til søndag, kort efter midnat, da en ældre herre blev opsøgt af to unge mænd i sit eget hjem på Stationsvej i Nørager. Det oplyser vagthavende fra Nordjyllands Politi i Himmerland.
De to mænd truede med kniv og tvang dermed manden til at udlevere sine bilnøgler. På vej ud af døren stjal indbrudsmændene også en mobiltelefon, hvorefter de satte sig ud i bilen og kørte afsted.
Vagthavende fortæller, at der straks blev sat en efterforskning i gang og i løbet af søndagen, førte det til en anholdelse af en 20-årig mand fra Nibe-området og en 22-årig mand fra Løgstør-området.
De to mænd blev mandag fremstillet i grundlovsforhør og er nu fængslet i fire uger.