Billede beskrivelse

Ældre i Hvalpsund fulgte regentens liv på storskærm

Udenfor friplejehjemmet Hesselvang ligger en ny musikhave til 354.885 kr. klar til for alvor at blive taget i brug, når det bliver forår

11. februar 2021 kl. 13.23
Opdateret kl. 13.41

Det var ikke kun for at se på snefnuggene, som idyllisk dalede ned udenfor, at beboere og ansatte på Friplejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund forleden sad med næserne presset op mod ruderne.

Forklaringen var snarere, at friplejehjemmet Hesselvang havde besøg af kunstgruppen PixlArt, som i øjeblikket er på turné rundt i landet med den flotte mobile forestilling “Længe Leve” om Hendes Majestæt Dronning Margrethes liv fra fødsel til nu.

- Det var simpelthen et fantastisk arrangement. Beboerne snakkede om det hele aftenen, erklærer medarbejder på Hesselvang, Inge Boller.

Billede beskrivelse

Forestillingen blev - helt i tråd med de gældende covid-restriktioner - opført udendørs, hvor der blev rejst en stor skærm på ca. 5x3 meter.

En kraftig projektor viste Dronningens liv i billeder, mens en højtaler spillede musik til.

Med forestillingen fulgte også et omfattende katalog, som bl. a. indeholder et længere Bodil Cath-interview med dronningen, og mange af Hesselvangs beboere modtog med glæde det skriftlige materiale og de tilhørende billeder.

Billede beskrivelse

I det hele taget sker der meget på den kulturelle front på friplejehjemmet i Hvalpsund. Også i disse corona-tider.

“Jeg ved en Lærkerede” har i flere år været en populær forårssang på Hesselvang, men nu er det også navnet på et stort musikhaveprojekt, som Hesselvangs Venner står i spidsen for.

Venneforeningen har ansøgt Sundhedsstyrelsens aflastningspulje for demente om midler til en udendørs musikhave, og Sundhedsstyrelsen har kvitteret for ansøgningen ved at bevilge 354.885 kr. til etablering af haven, indkøb af musikinstrumenter, samt undervisning af personale og frivillige i brug af instrumenterne i samspil med beboerne.

Musikhaven i Hvalpsund er ikke den første af sin slags, men bliver ifølge Percussion Play, som har stået for etableringen, landets største musikhave tilknyttet et plejehjem.

Allerede dagen efter monteringen af de mange instrumenter bredte der sig en dejlig klang i haven, hvor flere af beboerne trodsede kulden for at komme ud og spille lidt på de nye udendørs musikinstrumenter.

Billede beskrivelse

Et instrumenterne, Bell-Lyren, har fået sin plads ved heste og gedefolden og har allerede vist sig at blive til glæde for både dyr og mennesker.

Hver gang, en tone slås an på den smukke lyre, kommer heste og geder frem til en snak.

Bestyrelsen for Friplejehjemmet har i samme forbindelse valgt at omlægge hele området omkring den eksisterende pavillon til et hyggeligt cafémiljø, så nu venter beboere og ansatte på Hesselvang bare på forår, så de mange nybyggede blomsterkummer kan tilplantes og nydes til tonerne af bl. a. klokkespil, marimba og xylofoner.

Musikhaven er opbygget, så der både er instrumenter, der virker beroligende med deres meditative toner, og andre instrumenter, der stimulerer sanserne og pirrer nysgerrigheden.

Har man fx ikke længere sit verbale sprog, kan man stadig udtrykke sig gennem musik og toner.

Billede beskrivelse

- Ofte oplever vi at musikken sætter gang i samtaler om erindringer og følelser; om ungdommens høstballer på den lokale kro osv. Og med aktiviteter og ophold i musikhaven vil vi i fremtiden gerne understøtte disse gode stunder, forklarer Dorthe Bredtoft, aktivitetsmedarbejder på Hesselvang.

Når samfundet i øvrigt åbner igen, vil den nye musikhave ved Hesselvang også blive åbnet for lokalbefolkningen, så der forhåbentlig kan blive endnu mere liv i haven, men lige nu har beboerne den nye musikhave helt for sig selv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste