Årets butik siger tak med kagemand
Kop & Kande løb for nyligt med udmærkelsen som Årets Butik i Hobro. Ved den seneste Open by Night i april fik indehaver Lone Mikkelsen overrakt diplom og blomster af eventkoordinator, Arne Schade. Og når der 2. juni igen er Open by Night i Hobro i forbindelse med det store sejlskibstræf, så takker Kop & Kande for hæderen med gratis kagemand og kaffe.
- Det skylder vi kunderne. Det er jo dem, der har stemt på os, konstaterer Lone Mikkelsen, som selvsagt er meget glad for udnævnelsen.
- Det er jeg især, fordi det er en facebook-afstemning blandt kunderne, der har gjort udslaget.
- Det er ikke et dommerpanel eller andre, men alene det segment, der skal bedømme os på vores service og kundebehandling. Så det betyder meget for os, tilføjer Lone Mikkelsen.
Netop den gode service er et mantra hos Kop & Kande i Hobro. Lone Mikkelsen erhvervede forretningen i Adelgade for syv år siden. Lige siden har hun lagt massiv vægt på, at det skal være en god oplevelse at handle i forretningen.
Udover Lone Mikkelsen udgøres personale hos Kop & Kande i Hobro af fem fastansatte samt et par afløsere.