Billede beskrivelse

A.P. Møller-fond støtter skoler i Rebild med fire millioner

Skoleprojekt laves i samarbejde med Aalborg Universitet

27. maj 2022 kl. 13.31

REBILD: Skoleelever i Rebild Kommune får støtte på fire millioner kroner fra en af landets rige fonde.

Bidraget kommer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Pengene skal bruges til et projekt, som gennemføres i samarbejde med Aalborg Universitet.

Målet er at styrke elevernes kompetencer til kritisk og innovativ tænkning gennem problembaseret og projektorienteret læring. Projektet skal også styrke elevernes samarbejdsevner.

Lene Hvilsom er chef for Center Børn og Unge og fungerer som kommunens projektleder.

- Problembaseret læring styrker de kompetencer, elever har brug for i fremtiden, som for eksempel evnen til at samarbejde, tænke kritisk, kommunikere og være kreative og praksisfaglige. Elever får en dybere læring, da de faglige emner ofte huskes bedre, når der arbejdes problembaseret. I Rebild Kommune har vi haft fokus på denne tilgang, blandt andet med et pilotprojekt på Suldrup Skole, og erfaringerne herfra har været meget positive. Vi venter os derfor meget af denne mulighed for at kunne give alle skolerne et kompetenceløft, siger Lene Hvilsom.

Aalborg Universitet har siden dets åbning haft problembaseret og projektorienteret læring som central pædagogisk strategi. Så når universitetet deltager, er det næsten 50 års erfaring, der understøtter projektet.

- Folkeskolen rummer et enormt potentiale for problembaseret og projektorganiseret læring, og vi glæder os til sammen med lærere, pædagoger og ledere i Rebild Kommune at undersøge denne pædagogiske tilgangs potentialer i forhold til at øge motivation for læring og klæde eleverne på til at håndtere de krav, som morgendagens samfund stiller, udtaler Nikolaj Stegeager, lektor, Institute of Advanced Studies in problem-based Learning

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste