800 i Vesthimmerland tages med på råd af kommunen
Borgmester opfordrer til, at de giver sig tid til at svare senest 22. juni
VESTHIMMERLAND: Føler du dig inddraget i Vesthimmerlands udvikling og de politiske beslutninger? Og oplever du at blive taget seriøst i mødet med kommunen?
Det er blot nogle af de spørgsmål, Vesthimmerlands Kommune håber at få besvaret i forbindelse med en større borgerinddragelsesundersøgelse, som netop er sat i gang.
800 tilfældigt udvalgte borgere har i deres e-boks modtaget et spørgeskema, som de opfordres til at udfylde senest 22. juni.
Herefter vil besvarelserne blive behandlet - og senere offentliggjort via Facebook og på Vesthimmerlands Kommunes hjemmeside.
Forud for spørgeskemaundersøgelsen har kommunen her i foråret afholdt en række borgerworkshops i Aars i forbindelse med byudviklingen af midtbyen, ligesom kommunen har været vært for en række andre borgermøder rundt omkring i det vesthimmerlandske.
Målet er - helt overordnet - at borgerne skal føle sig inddraget, så Vesthimmerland på den måde kan blive et endnu bedre sted at bo og arbejde.
- Vi arbejder hårdt for, at borgerne i Vesthimmerland skal blive inddraget så meget som muligt – både når det kommer til de politiske beslutninger, men også i mødet med kommunen.
- Derfor er det også vigtigt, at vi husker at stoppe op og lytte til borgernes oplevelse, så vi kan få indsigt i, om vores indsats virker, forklarer borgmester Per Bach Laursen (V).
De endelige resultater af undersøgelsen vil, når de foreligger, blive drøftet af et samlet byråd.
Og alt efter, hvad resultaterne viser, vil der efterfølgende være fokus på eventuelle områder, hvor indsatsen kan forbedres eller gøres anderledes.
Alt sammen ud fra et ønske om at øge den generelle borgertilfredshed og borgerinddragelsen i Vesthimmerlands Kommune.
- Vi vil gerne høre den enkelte borgers oplevelse af borgerinddragelsen i Vesthimmerlands Kommune, og derfor appellerer vi også til, at de 800 borgere, der har fået tilsendt spørgeskemaet i deres e-boks, vil tage sig tid til at besvare det, lyder det forhåbningsfuldt fra Per Bach Laursen.