50 veteranbiler fyldte godt op på Als Odde
ALS ODDE: Omkring et halvt hundrede veteranbiler, hovedsageligt MG sportsvogne, lagde søndag eftermiddagen turen forbi Als Odde.
Bagefter gik turen til Hvirvelkærgård nord for Als, hvor man indtog eftermiddagskaffen, mens bilerne var til offentligt skue for interesserede.
De mange gamle biler samlede også stor opmærksomhed på Odden, og da de i samlet trop kørte gennem Helberskov ud og tilbage.
Picnicturen var arrangeret af en MG-entusiast, Ebbe Hastrup Holm, Randers. Andre veteranbiler var også inviteret med på turen, der startede i Randers, hvorfra man kørte mod Udbyhøj, Overgaard Gods og Hadsund.
I Hadsund gjorde man ophold hos XL-Byg, der serverede pølser og is til deltagerne, inden de fortsatte til Visborggård og via Havnø til Helberskov og Odden.
Turen sluttede på Hvirvelkærgaard, hvorefter det blev overladt deltagerne at finde hjem på egen hånd.