46 børn råhygger sig på efterskole
De Frivilliges Forening står for andet år i træk som arrangører
KGS. TISTED: Borremose Erhvervsefterskole summer i denne uge trods elevernes fravær her i sommerferien af masser af aktiviteter rundt i lokalerne og udenfor på boldbanerne.
For i lighed med tidligere år er der her i uge 29 ferielejr for en gruppe børn og unge på mellem fem og 15 år fra flere forskellige kommuner.
- Ja reelt er det 10 år i træk at sommerlejren foregår her på skolen i Borremose og er dermed en slags jubilæum, erklærer Mogens Johannesen.
Sammen med to andre i skikkelse af Peter Pedersen og Kirsten Riddervold står han igen i år for at arrangere og lede lejren. Indtil sidste år foregik værtsrollen i et tæt samarbejde med ASF Dansk Folkehjælp, men her valgte en gruppe i lokalforeningen for ASF Rebild i foråret 2016 efter længere tids nøje overvejelser at stifte foreningen De Frivilliges Forening og samtidigt overtage ansvaret for at arrangere sommerlejren.
Årsagen til bruddet var blandt andet at det gav flere handlemuligheder, eksempelvis at søge økonomisk støtte hos relevante fonde som en lokal forankret forening.
Lokalforeningen havde ellers været en del af Dansk Folkehjælp siden midten af 1950’erne.
Mogens Johannesen har selv været med som frivillig på den årlige sommerlejr siden 1995 som 18-årig, og lejrene har tidligere haft base på først Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev og senere Rebild Ungdomsskole frem til skiftet til Borremose Erhvervsefterskole i 2008.
I år er der tilmeldt 46 børn og unge til sommerlejren, og det er næsten dobbelt så mange som i fjor.
- Årsagen til det var at vi dengang ikke før meget sent vidste om vi som nystiftet forening rent økonomisk havde mulighed for at tilbyde deltagerne et gratis lejrophold og videregive denne oplysning til forældre og sagsbehandlere hos de deltagende kommuner. I år har vi blandt andet fået stor økonomisk støtte af TrygFonden samt Spar Nord Fonden, og mange lokale virksomheder og forretninger har igen i år også ydet os sponsorstøtte både med hensyn til diverse madvarer, som udgør en stor udgift for lejren, aktivitetsudstyr og transport samt adgang til diverse forlystelser og aktiviteter uden for Borremose Erhvervsefterskole, forklarer han og tilføjer:
- Dertil kommer også økonomisk støttebidrag fra foreningens mange passive medlemmer.
Årets lejrdeltagere ankom lørdag, og ugens program byder både på en fælles udflugt til Aalborg Zoo, besøg i friluftsbadet i Aars og fodboldgolf i Fyrkilde.
Men ifølge ledertrioen er det mest væsentlige for sommerlejren at deltagerne gennem en lang række forskellige sjove aktiviteter rundt på efterskolen kan hygge sig indbyrdes med masser af socialt samvær.
- Her er årets store deltagerantal og alders- og kønsfordelingen en kæmpe fordel, fordi det skaber mulighed for naturlige aktiviteter på alle alderstrin. Det letter arbejdet meget for de 24 frivillige i år, selv om der er nok at se til med 46 lejrdeltagere samt at de selv har 11 børn med, så vi sammenlagt er 81 mennesker her i løbet af ugen, påpeger Peter Pedersen.
- Ja køkkenholdet på fire har vist rigeligt at se til, og her er min egen mor på 76 samt min storesøster og nevø også aktive. I det hele taget er mange af de frivillige gengangere fra tidligere år og udgør en slags netværk, der hvert år bruger en uge af deres sommerferie på lejren her. Det har skabt en stor erfaring og rutine, og på samme tid er det meget glædeligt at adskillige tidligere lejrdeltagere nu har meldt sig som frivillige, blandt andet to par tvillinger. Det giver på samme tid en stor god aldersspredning fra 18 år og opefter med min egen mor som alderspræsident, griner Mogens Johannesen.
Både han og Peter Pedersen kunne som lejrledere godt tænke sig nogle flere frivillige på banen fremover, også set i lyset af at den frivillige forening som værter kalkulerer med op til 60 børn og unge som deltagere på deres sommerlejre, fordi der på Borremose Erhvervsefterskole er godt 100 sovepladser.
- Men generelt er det i dag svært at skaffe frivillige, hvor familierne med en travl hverdag er klar til at rive en uge ud af deres kalender. Det er et problem, som rigtig mange foreninger oplever, erkender Peter Pedersen.
Blandt årets frivillige i skikkelse af tidligere lejrdeltagere er Casper Stagge på 20 år fra Aalborg og 18-årige Vanyah Drikkjær fra Odder.
- Jeg har selv tidligere været med på sommerlejrene her i rigtig mange år, da jeg boede sammen med min far i Støvring. De sidste fire år har jeg deltaget som frivillig hjælper, for selv om det ind imellem er hårdt, så gør det mig glad selv at være med til at gøre de mange børn på lejren glade. Jeg vil nemlig gerne som frivillig give noget tilbage for mine egne gode oplevelser som tidligere lejrdeltager, og er derfor helt sikkert også frivillig her på efterskolen næste år i lighed med min storebror, der var forhindret i år, erklærer han.
- Ja det kan godt være lidt hårdt at være frivillig, men det er det hele værd. Det er tredje år jeg er frivillig efter at jeg selv var lejrdeltager her gennem tre år. Det er meget hyggeligt at kunne give noget tilbage på den måde og jeg regner bestemt også med at være frivillig her næste år, understreger Vanyah Drikkjær.