3F klar med sponsorkroner
Fagforeningen 3F er i forvejen på landsplan hovedsponsor for superligaen i fodbold, men også på lokalt plan bevæger 3F sig nu ind på sponsormarkedet
Primært med sigt på at støtte børne- og ungdomsarbejdet i de lokale fodbold- og håndboldklubber.
- Vi er klar over, at coronaperioden har været hård ved det frivillige arbejde i de lokale idrætsforeninger, og vi vil gerne som sponsor være med til at give en opmuntring til egnens idræt, siger formanden for 3F Midtfjord, Lene Haugbølle.
- Naturligvis er eliteidrætten vigtig, men mindst lige så vigtig er de mange sportstilbud til børn og unge, som muliggøres af tusindvis af frivillige timers lederarbejde i hele Danmark. Derfor har 3F Midtfjords bestyrelse vedtaget en sponsorpolitik. Fodbold- og håndboldafdelinger i vores geografiske område kan ansøge om at få del i sponsorstøtten hos 3F Midtfjord, tilføjer Lene Haugbølle.
Som start på den ny sponsorpolitik underskrev formand Lene Haugbølle forleden den første aftale med Aalestrup Idrætsforenings sponsorafdeling ved byrådsmedlem Rasmus Vetter, Aalestrup.