2018 tegner godt for lokale jazz-entusiaster

26. januar 2018 kl. 06.00

Jazz-elskerne i Hobro og omegn kan godt så småt begynde at glæde sig.

Efter en velfortjent jule- og nytårsferie er Jazz Hobro også i 2018 klar til at præsentere store danske og internationale jazznavne i de intime rammer på Café K i Hobro.

Der lægges ud 1. februar med en koncert med den tyske trompetist, Norbert Susemihl og hans internationale orkester Joyful Combo,

Med på scenen er bl. a. trommeslageren Jason Marsalis, bror til den verdensberømte trompetist Wynton Marsalis, samt endnu en amerikaner, klarinettisten og sangerinden Chloe Feorenzo. Sammen med de øvrige musikere står de som garanter for New Orleans-jazz, når den er allermest velspillet.

Lørdag 24. februar leveres jazztonerne på Cafe K af det anerkendte ungarske band Boheme Ragtime Band. Otte meget velspillende og velswingende musikere, der - som navnet antyder - serverer ragtime på højt niveau.

Fredag 16. marts er det ungdommens tur til at indtage den lokale jazz-scene. Syv studerende fra det rytmiske konservatorium i København fandt for snart seks år siden sammen i Horse Orchestra og har siden da imponeret med deres fantasifulde, humørfyldte og nyskabende stil.

Torsdag 5. april kan Jazz Hobro byde på koncert med en amerikansk trio bestående af brødrene Joey og Tony Gulizia samt tenorsaxofonisten Roger Neumann. Sammen optræder de med et repertoire, der byder på masser af highlights fra det amerikanske standard-repertoire.

Ved forårets sidste to Jazz Hobro-koncerter er der danske sangerinder på scenen.

Fredag 25. maj kan det lokale jazzpublikum møde Veronika Mortensen, en af landets største jazzvokalister, fornemt bakket op af Henrik Gunde på piano og Peter Vuust på bas, og fredag 8. juni, er det Thera Hoeijmans tur.

Hoeijmanns, der også ved flere lejligheder har gjort sig som tv-vært, har efterhånden optrådt i Hobro i flere omgange. Denne gang sker det med fokus på danske sange i jazz-indpakning, assisteret af to rutinerede folk i form af pianisten Pojken Flensborg og bassisten Jacob Venndt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste