10 landsbyer danner en klynge
Der skal 10 landsbyer til en klynge.
I det mindste, når den vestlige del af Mariagerfjord går i alliance med en enkelt landsby fra hver af nabokommunerne - Viborg og Rebild.
Sammen udgør de en af 25 aktører i det det store nationale Landsbyklyngeprojekt.
Herigennem håber DGI, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden at gøre landsbyer bedre til at samarbejde.
Den lokale klynge omfatter følgende 10 landsbyer - med indbyggertal i parentes: Døstrup (650) - Stenild (250) - Hørby Kirkeby (350) - Brøndum (240) - Snæbum (340) - Hvilsom (550) - Klejtrup (950) - Hvornum (500) - Nørre Onsild (210) samt Sønder Onsild (950).
Samarbejde bryder grænser
- Og vi glæder os til at komme i gang, siger formanden for Mariagerfjord Kommunes Landdistriktsråd Kim Knudsen, der samtidig er en af initiativtagerne til at samle de 10 ansøgere i klyngen.
Her har klyngeprojektet fået undertitlen - Et Samarbejde, Der Bryder Grænser.
- Ved at inkludere Stenild og Klejtrup kigger vi netop ud over kommunegrænsen.
- Akkurat, som foreningsliv og kulturelle aktiviteter jo gerne bevæger sig over kommunegrænsen.
- Så det handler om at finde bånd, der kan styrkes endnu mere, pointerer Kim Knudsen.
Der etableres snarest en styregruppe, hvor alle 10 lokalområder er repræsenteret og der bliver tilknyttet en proceskonsulent til at støtte op om samarbejdet.
Desuden etableres arbejdsgrupper på tværs til at realisere konkrete fælles projektideer.
Folketal i landsbyer falder
Over de sidste 40 år er befolkningstilvæksten i de større byer accelereret.
Det har efterladt de mindre landsbyer med markant færre indbyggere og arbejdspladser, og den udvikling har ført markante forandringer med sig.
Tidligere kunne man bo, arbejde og have en aktiv fritid i landsbyen.
- Men i de senere år har mange landsbybeboere oplevet, at skoler er lukket, busruter er nedlagt, og købmænd har drejet nøglen om.
Faldende folketal og skatteindtægter udfordrer kommunens evne til at opretholde serviceniveauet, skabe vækst og sikre livskvaliteten i lokalsamfundene.
Landdistrikter står derfor midt i den største omstilling i nyere tid.
Den tendens vil aktørerne via samarbejdet forsøge at ændre, anfører Kim Knudsen.
Styregruppen har af kommunerne fået 75.000 kroner at arbejde med.