Billede beskrivelse

Kendt sexolog laver uddannelse i Nordjylland

11. maj 2024 kl. 06.01

LØGSTØR: Har du svært ved at løse knuderne i dit eget parforhold? Drømmer du om at hjælpe andre med at løse deres problemer? Eller er du fagperson og vil du styrke dine kompetencer indenfor seksualitet og parforhold?

Uanset hvad vil den landskendte sexolog og parterapeut Joan Ørting gerne give nogle grundlæggende kompetencer indenfor det felt. Hun starter nemlig et grunduddannelsesforløb i Løgstør fra 15. juni.

- Sexologi er vigtigt, fordi mange af os er hæmmede i parforholdet. Vi tør simpelthen ikke tale om det. Hvor mange spørger jævnligt deres partner om, hvordan de er at bo sammen med, have sex med, være i parforhold med? Det er der meget få, der gør, siger Joan Ørting.

Grundudannelsen foregår på Løgstør Parkhotel. Joan Ørting har tidligere uddannet datteren af hotellets ejer i København, og det var netop hende, der spurgte, om Ørting ikke kom til Muslingebyen.

- Jeg sagde ja lige med det samme. Jeg skulle ikke engang tænke over det, siger Joan Ørting med et grin.

Uddannelsen er på ni weekendmoduler fordelt over et år. Emnerne er sexologi, kroppen, selvudvikling, kommunikation og lignende.

- Det er ikke en klinisk uddannelse. Der er rigtigt meget fokus på, hvordan man taler om tingene på en måde, så folk ikke synes, det er skamfuldt eller pinligt. De studerende skal have et frit forhold til det erotiske uden at overskride grænser, fortæller Joan Ørting.

Der er et intromøde onsdag 22. maj fra 16.00 til 17.00 på Løgstør Parkhotel.

- Man skal have interesse i selvudvikling, fordi man skal hjælpe sig selv, før man hjælper andre. Vi er ikke dygtigere, end vi gør os selv, siger Joan Ørting.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste