Billede beskrivelse

Julemarked er ved at sprænge rammerne

22. oktober 2025 kl. 06.02
Opdateret 23. oktober 2025 kl. 16.25

ØSTER HORNUM: Det er altid risikabelt at arrangere udendørs begivenheder, ikke mindst i november, men i Øster Hornum har man i den grad haft held med at flytte det årlige julemarked fra byens hal og ud i det fri. 

De første to år er man således blevet velsignet med noget så eksklusivt som sne.

- I betragtning af hvor sjældent det sner i Danmark, har vi været svineheldige. Både for to år siden og sidste år dryssede sneen lige så stille ned og skabte den helt perfekte stemning, fortæller Hugo Mogensen.

Billede beskrivelse

Han er formand for Frilufts-center Katbakken, der sammen med borgerforeningen, FDF, Øster Hornum Hallen og kirken arrangerer markedet. Det er en mangeårig tradition, men undergik for to år siden en ansigtsløftning, og det har virket.

- De tidligere julemarkeder var meget for byens borgere og børn, men de tiltrak ikke folk længere væk fra, så det trængte til fornyelse. Først og fremmest har vi flyttet det uden for i friluftscenteret, hvor vi i forvejen gennem en del år har placeret 24 nisselåger, som børn og forældre kan finde som en form for skattejagt. Tanken var ikke at gøre det specielt stort, så egentlig flyttede vi bare det eksisterende marked ud i det fri. Hvorfor det blev så stor en succes, ved jeg ikke, men vi blev simpelthen løbet over ende allerede det første år, fortæller Hugo Mogensen.

Billede beskrivelse

Sidste år var det så tid til den svære toer, som viste sig ikke at blive så svær endda.

- Vi havde mandet betragteligt op med flere stademeter og havde tilført et par nyheder, og igen blev vi løbet over ende af over 1000 gæster, siger Hugo Mogensen.

En del af forklaringen, mener han, ligger i, at man har indgået et samarbejde med RebildPorten.

- Vi er amatører, der bare kan se et potentiale. De kan tilføre markedsføringen noget professionalisme og kommer bredere ud, så folk kommer langvejs fra. Sidste år snakkede jeg med gæster fra Frederikshavn og to børnefamilier fra Viborg, der var blevet fristet, fordi markedet er så børnevenligt, siger han.

Billede beskrivelse

I år prøver man så at mande yderligere op. Antallet af stademeter er fordoblet til over 80, og de er blevet revet væk. Udbuddet af varer er altså vokset betydeligt, og desuden har man tilført et par nyheder. Man kan tage på tur med juletoget og opleve området, og med hjælp fra naturvejleder Karsten Hansen laver man en indhegning med "julefår". I lighed med sidste år kan man besøge julemandens hus og sende en julehilsen fra hans postcentral.

Det hele løber af stablen 22. november kl. 10-17 i Frilufts-center Katbakken. Så nu krydser Hugo Mogensen fingre for endnu en succes.

- Men at få snevejr for tredje år i træk tør man kun drømme om, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste