Billede beskrivelse

Jan fik overrakt fornem pris af prinsesse

25. oktober 2023 kl. 19.01

Dette års modtager af Lis Hartels Mindepris er Dansk Varmblods formand Jan Pedersen fra Arden. I pausen under World Cup küren blev Lis Hartels Mindepris uddelt af H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er forperson for Dressurens Venner. Hun begrundede valget af Dansk Varmblods formand Jan Pedersen som prismodtager således:

- Årets modtager af Lis Hartels Mindepris har gennem sit mangeårige virke i Dansk Varmblod været med til at styrke den danske dressurhest. Jan Pedersens uvurderlige arbejde som avler og leder af vores Avlsforbund og som præsident for World Breeding Federation for Sport Horses har synliggjort og udviklet avlen. Dansk Varmblods Hingstekåring med et fagligt, konkurrencepræget og flot show er blev et sandt tilløbsstykke også uden for landets grænser. Ved Ungheste VM har Dansk Varmblods heste vundet 20 medaljer heraf 11 af guld, hvilket taler sit klare sprog. Jan Pedersen har evnen til at etablere et team og løfte opgaver med lange perspektiver, der kommer avlen og dressursporten til gode. Dansk avlede dressurheste står højt i kurs, de er avlet på holdbarhed og elegance – vi kan med rette være stolte af DV-dressurheste.

Både taknemmelig og rørt 

Jan Pedersen fra Arden var både rørt og taknemmelig over at modtage prisen, og han takkede H.K.H. Prinsesse Benedikte og bestyrelsen for Dressurens Venner for at have tænkt på ham som prismodtager. 

- Det er faktisk sjældent, jeg har været så rørt som jeg er i dag. At modtage denne pris, og få den overrakt her i Herning af prinsessen, og blive nævnt i samme sætning som Lis Hartel og få sit navn indgraveret i dette fad samme med koryfæer, der allerede har modtaget prisen, så bliver det ikke meget større for mig. Jeg er utrolig beæret og stolt, og meget taknemmelig og jeg vil gerne sige tak til bestyrelsen for dressurens venner, fordi man har valgt at tænke på mig i denne her sammenhæng. Tusind tak, sagde han. 

Mindepris til ære for Lis Hartels 

Lis Hartels bedrifter indenfor dressursporten står tilbage som noget helt unikt. Derfor har Dressurens Venner oprettet en mindepris. I samarbejde med familien Hartel-Siesbye har Dressurens Venner taget initiativ til at indstifte en mindepris til ære for Lis Hartel. Det sker for at sikre, at hendes engagement for dansk dressursport vil blive erindret fremover. Mindeprisen uddeles en gang årligt og består af to dele. Ud over en vandrepræmie følger et støttebeløb på 25.000 kroner fra Dressurens Venner. Formålet er at støtte dressursporten i Danmark herunder personlig støtte til en dressurengageret person eller almen støtte til en forening eller organisation, som varetager dressurens interesser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste