Billede beskrivelse

Indvielse og fest i Ravnkilde - nyt fælleshus åbner i bynær natur

16. april 2026 kl. 11.20

RAVNKILDE: Borgere i og omkring Ravnkilde inviteres fredag til en dobbeltbegivenhed, når det nye “Sneglehuset” indvies samtidig med en fælles plantedag i byens nye bynære naturområde.

Sneglehuset er et nyt værksteds- og samlingsrum, som er doneret af Realdania. Fremover skal huset danne ramme om kreative aktiviteter, grønne projekter og fællesskab på tværs af generationer i lokalsamfundet.

Huset og naturområdet er etableret på de tidligere boldbaner som nabo til Ravnkilde Friskole og Børneunivers, men er absolut ikke forbeholdt børnene, fortæller Cathrine Have Laursen, der er formand for Støtteforeningen for Ravnkilde Friskole og Børneunivers, og som selv har to børn i skolen.

Billede beskrivelse

- Der kommer selvfølgelig til at være mange aktiviteter for børnene. De har en ugentlig udedag, og den vil ofte komme til at foregå i og omkring Sneglehuset. Men ellers er det åbent for alle. Pensionistklubben har flere arrangementer, blandt andet en gåklub en gang om ugen, der afsluttes med kaffe. Vi forventer også, at flere af borgerforeningens arrangementer som for eksempel sankthans kommer til at foregå her, siger hun.

Sneglehuset har basale værkstedsfaciliteter og rummer desuden en række materialer. Der er lys og vand samt en terrasse med borde-/bænkesæt. Det er tilgængeligt for alle, der ønsker det. Huset er forsynet med en hængelås med kode, som man får tilsendt, og så er det ellers bare om at komme i gang.

- Vi skal blandt andet bygge fuglehuse og insekthoteller, men hvis man har andre ideer til kreative aktiviteter, er man velkommen, siger Cathrine Have Laursen.

Netop nu er entreprenøren ved at lægge sidste hånd på naturområdet, der beplantes med vilde hjemmehørende planter, som skaber liv og biodiversitet. Fredag opfordres deltagerne i indvielsen til at plante syrener, der skal indramme arealet.

- Syrener er godt nok først kommet til Danmark i 1500-1600-tallet, men de gror hurtigt og tiltrækker bier og andre insekter, siger Cathrine Have Laursen.

For at sikre planter og træer en god start har man indgået en etårig kontrakt med entreprenøren, og der er etableret et korps af frivillige, der skal stå for det løbende vedligehold.

Indvielsen finder sted fra klokken 15 til 17 og markerer samtidig udviklingen af den bynære natur. Den er en del af områdefornyelsen i Rebild Kommune, der har bevilget knap en million kroner.

Navnet på det nye naturområde bliver afsløret, og arrangementet byder på grill, drikkevarer og bålhygge.

- Vi håber, I har lyst til at komme og være med til at fejre dagen sammen med os. Alle er meget velkomne, lyder opfordringen fra Cathrine Have Laursen på vegne af gruppen for Bynær Natur i Ravnkild.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste