I den syvende himmel - Benjamin blev Årets Fotograf
RANUM: Det er fem dage siden, den 38-årige fotograf Benjamin Bergstedt vandt den fornemste pris blandt danske fotografer, prisen som Årets Fotograf, men han har stadig svært ved at få armene ned hjemme i lejligheden i Ranum.
- Jeg sidder omgivet af guldmedaljer og diplomer, men det føles stadig uvirkeligt, siger han.
Benjamin Bergstedt vandt ikke blot en pris, men to, da han søndag sammen var i Middelfart til Dansk Fotografisk Forenings årlige prisuddeling. Han vandt både sin egen kategori, sportsfoto, og altså den samlede konkurrence.
- Det er helt vildt. I kategorien sport var der 10-12 nominerede, og i den samlede konkurrence var der 120, og det er altså nogle hårde nysere, jeg er oppe imod. Det er topfotografer over hele linjen, siger Benjamin Bergstedt, hvis selvtillid er helt i top forud for det uofficielle VM, hvor hans foto også er nomineret.
Det såkaldte World Photographic CUP (WPC) afholdes 26. april i Reykjavik.
- Det kan lyde arrogant, men nu føler jeg mig sikker på, at jeg ikke lander som nummer 10 i min kategori. Ligefrem at vinde tør jeg selvfølgelig kun drømme om, siger han.
Vinderbilledet er, som tidligere fortalt, taget ved et MMA-stævne (Mixed Martial Arts), som Benjamin Bergstedt har fotograferet mange af. Dette er helt specielt, fordi det fanger et øjeblik på et splitsekund, samtidig med at det fototeknisk er i topklasse.
Det er øjeblikket, hvor den danske kæmper Mikkel Emil bliver væltet af afghanske Said Musawi. Begge kæmpere hænger i luften, og Mikkel Emil brækker efterfølgende et ribben.
- Samtidig kan man se den tidligere bryder og MMA-kæmper Mark. O. Madsen og den tidligere bryder Rajbek Bisultanov som tilskuere i bunden af billedet. Det adskiller sig fra andre billeder, som jeg i øvrigt selv har taget mange af, hvor handsken rammer en kæmper, og sveddråberne flyver gennem luften. Det her bliver svært at lave igen, siger Benjamin Bergstedt.
I mellemtiden fortsætter han sin karriere som halvprofessionel fotograf og håber, at et eller flere af dem kan vinde ham flere priser.
- Et mål kunne jo være at vinde i en anden kategori. Måske dyrefotos, siger Benjamin Bergstedt, der arbejder fast for Pangea Park, der har en dyrepark lidt vest for Bjæverskov og i Nykøbing Falster.
- Jeg har netop taget billeder af en Gyldenhovedet løvetamarin, og de er næsten kunstneriske, så måske bliver det et af dem, jeg sender ind. Men der er jo lang tid til, og jeg skal lave en masse andet, så nu må vi se, siger Benjamin Bergstedt.