Billede beskrivelse

Hurra: Børn fik bus i før-julegave

28. november 2023 kl. 15.20

Det er overraskelsernes tid. Men få får så stor en overraskelse, som den børnene på Julemærkehjemmet i Hobro fik forleden.

En flunkende ny Folkevognsbus til ni personer kørte ind foran hovedindgangen, og den fik de  til arv og eje af et ægtepar, der vil være anonymt.

- De ville gerne give gaven, mens de var i live, og ikke som arv. På den måde kunne de se, hvilken glæde gaven giver børnene, fortæller forstander Lise Claesson.

Parret var selvsagt til stede ved overdragelsen af bilen, og blev ikke skuffet over den glæde børnene kunne fremvise. 

Den gamle bil var i øvrigt 11 år gammel, og var begyndt at skrante så meget, at værkstedsregningerne voksede. Den nye bil har service inkluderet de kommende ti år.

Der var tale om et ægtepar fra Midtjylland, der ikke selv har været i berøring med julemærkehjemmet, men som gennem lang tid har haft stor respekt for det arbejde det udfører for børn, der af den ene eller anden grund ikke trives i deres hverdag.

Et ophold varer 10 uger, og der er kø for at komme til. Der er plads til 48 børn på hjemmet ad gangen, fordelt på tre aldersgrupper.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste