Billede beskrivelse

Halleluja på KulturStationen: Julekoncert havde flyttedag

14. december 2023 kl. 06.00

Skørping-Fræer menighedsråds julekoncert var i år flyttet til den store sal på Skørping KulturStationen lørdag eftermidag den 9. december. 

På programmet var det verdensberømte værk "Händels Messias", som kræver plads til orkester, kor og solister. Skørping Borgerforening og Skørping Sangforening hjalp med afvikle den store koncert, som var udsolgt to uger før koncerten løb af stablen. 

Musikværket har gået sin sejrsgang og opføres hvert år til jul i England, og traditionen med Messias-opførelser i juletiden har spredt sig til mange lande, og en stor del af verdens befolkning kender i dag det berømte Halleluja-kor. 

Således blev julen 2023 også markeret med en festlig opførelse af dele af Messias i Skørping. 

Efter velkomst ved menighedsrådsformand Finn Munk styrede kulturskoleleder, Morten Lønborg Friis, fra dirigentpodiet de 80 musikere og sangere gennem flotte orkestersatser, glade, opløftende og iørefaldende korsatser, dramatiske arier med dygtige solister og kulminationen i det flotte Halleluja-kor med den knalddygtige trompetist Lars Ole Schmidt, der til daglig sidder i Aalborg Symfoniorkester. 

Koret bestod af 60 dygtige og øvede sangere fra NordjyskVokal Ensemble, Kammerkoret Dorimus, ekstra sangere fra Skørping og Skørping Sangforening. Strygerorkesteret var det erfarne og velklingende orkester Aarhus Stryger Ensemble, som samler dygtige musikere fra hele Jylland. 

Solisterne var sopran Lise Robenhagen Hjørne, alt Kamma Bidstrup, tenor Sebastian Kjælgaard, bas Søren Ohlsen, trompet Lars Ole Schmidt, pauker Morten Fabricius og cembalo Søren Rasmussen. 

Publikum rejste sig med stående klapsalver.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste