Frisør tilbyder gratis juleklip
Emma Maltesen ønsker at hjælpe økonomisk trængte familier
Emma Maltesen fra Salon La’Belle i Grangårdscentret i Støvring giver en tidlig julegave til økonomisk trængte familier ved at tilbyde gratis klipninger.
Det er andet år, at La’Belle tilbyder gratis ture i frisørstolen. Emma Maltesen ser frem til at skabe en masse fine julefrisurer og glæde en hel dags kunder:
- Jeg ved, at julen er dyr for mange familier, og selvom en klipning måske ikke koster alverden, kan den være svær at prioritere, hvis man har lidt mindre mellem hænderne. Derfor vil jeg gerne hjælpe og give en hel dags klipninger til familier, hvor økonomien er ekstra stram. Jeg stiller ikke spørgsmål, men jeg stoler på, at folk vil være ærlige, og at min gavmildhed vil blive mødt med oprigtighed, siger hun.
Emma Maltesen afsætter hele mandag 19. december til at hjælpe dem, som har mindst. Hun tilbyder både dameklip, herreklip, spædbørnsklip, børneklip og teenklip, så hele familien kan blive klar til jul.
Ønsker man at bestille tid til en klipning, kan det gøres ved at ringe til salonen på 91888889.