Der er forhøjet mængde jordbakterier i vandet fra Gatten Vandværk. 
Livet her

For mange jordbakterier: Her skal drikkevandet koges

I fredags kom der en anbefaling om at koge drikkevandet i Gatten 

16. januar 2023 kl. 10:56

GATTEN: I fredags kom et skilt op ved byskiltet i Gatten. 'Kogevejledning' stod der på skiltet. 

Forklaringen bag skiltet er, at der er fundet en forhøjet mængde coliforme bakterier - jordbakterier - i vandet ved Gatten Vandværk, som dækker den lille by og dens opland. 

Det betyder, at man altså indtil videre skal koge alt det vand, man skal bruge i husholdningen. 

Har man ikke spottet skiltet og ikke fulgt vejledningen, er der dog ikke grund til at gå helt i panik. 

- Det, at drikke vand med coliforme bakterier, sammenligner jeg tit med at tage ud og bade ved havet, hvor man kommer til at sluge noget vand. Her er der også sandsynlighed for, at man får noget knapt så godt med. De fleste mennesker vil typisk ikke mærke noget. Det er for at være på den sikre side, vi beder borgerne om at koge vandet, siger Jens Jørgen Plougmand, driftschef for vand og spildevand ved Vesthimmerlands Forsyning. 

Ingen årsag fundet endnu

Der en lille sandsynlighed for, at målingen er en fejl, hvorfor man også har bestilt nye prøver, der skal be- og afkræfte det. Det tager 2-3 dage. Derudover er man ved vandværket i gang med at finde ud af, hvor det forhøjede tal ellers kan komme fra. 

- Vi har lavet nogle forskellige prøver, men vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor bakterierne kan komme fra. En mulighed er, at det har noget at gøre med, at alt det regnvand, vi har fået på det seneste, kunne sive ind i vores rentvandstank, men det tror jeg ikke umiddelbart, for det skal regne rigtigt meget for det. Men jeg ved bare ikke, hvad det ellers skulle være, fortæller han. 

For at undgå lignende situationer i fremtiden har man planer om at indsætte et UV-filter, der kan tage alle jordbakterier. 

Så længe der ikke er fundet en årsag, er der ikke nogen tidshorisont for, hvor længe man skal blive ved med at koge vandet. 

Annonceret indhold

Nyeste