Billede beskrivelse

Uge 10 fyldes med sundhed og kultur

14. februar 2026 kl. 11.00

VESTHIMMERLAND: I Vesthimmerlands Kommune inviteres der igen til Kultur- og Sundhedsuge i uge 10. 

Her vil der være alt fra foredrag til aktiviteter, workshops og kulturbegivenheder i hele kommunen fra 28. februar til 8. marts.

Der er stand-up, sang, naturoplevelser, fitness, vinterbadning, koncerter og meget mere.

Ugens åbningsarrangement foregår lørdag den 28. februar i ALFA Vesthimmerlands Musikhus. 

Her holder journalist og tv-vært Christian Degn oplæg om at flytte, blive og finde hjem. Derefter er der paneldebat med lokale stemmer i Vesthimmerland.

- Gennem Kultur- og Sundhedsugen bliver nogle af de mange kulturtilbud i Vesthimmerland synliggjort. Der er også plads til at tage store emner op – som eksempelvis at finde sit hjem. Det er en uge fyldt med fællesskab og festlige indslag, udtaler Per Nyborg, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget.

Et af ugens højdepunkter er desuden et foredrag med hjerneforsker Troels W. Kjær. 

Han kan opleves i Svømmecenter Vesthimmerland om tirsdagen, hvor han fortæller om at håndtere stress og mistrivsel.

- Jeg er rigtig glad for, at kulturen og sundheden igen er samlet i uge 10. Ugen fungerer som et stort udstillingsvindue for de mange tilbud, der findes i Vesthimmerland inden for sundhed og kultur, siger Lars Andresen, formand for Sundhedsudvalget.

- Sundhed drejer sig ikke kun om motion, kost og lægebehandling. Kultur, fritid og foreningsliv spiller en afgørende rolle for alles sundhed i kommunen. I uge 10 er der mulighed for at hente inspiration blandt de mange kultur- og sundhedstilbud, der findes i Vesthimmerland, siger Lars Andresen.

Gennem Kultur- og Sundhedsugen kan man også opleve seniormessen under overskriften ”Et liv i bevægelse”, et rådhusarrangement med koncert hos Alberte Winding & Andreas Fuglebæk og meget mere.

Mere end 40 arrangementer afvikles i forbindelse med Kultur- og Sundhedsugen 2026.

Overblik og billetbestilling findes på kulturogsundhedsuge.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste