Billede beskrivelse

Tre dage med musik og fællesskab: Nordic Folk Festival vender tilbage

26. april 2026 kl. 19.01

RANUM: Den 26.–28. juni danner Vitskøl Kloster igen rammen om Nordic Folk Festival. Her smelter moderne nordisk folkemusik, storslået natur og levende kulturarv sammen.

Det fortæller arrangørerne. 

Festivalen inviterer både lokale borgere og gæster fra hele landet til tre dage med nærvær, fællesskab og musik i nogle af Danmarks mest stemningsfulde omgivelser.

Midt i det historiske klosteranlæg, med Limfjordens landskab som bagtæppe, udfolder festivalen sig som mere end koncerter. Her er plads til både ro og deltagelse. Publikum kan lytte til koncerter, synge med, gå på opdagelse i naturen eller lade sig gribe af stedets særlige atmosfære.

Billede beskrivelse

I år byder programmet på en række af Nordens markante og nyskabende kunstnere inden for moderne folkemusik. Publikum kan blandt andet opleve MØD OS, Sylfide, Dreamers’ Circus, Marvara og Folkekons fra SDMK. Det sidste navn offentliggøres frem mod sommeren.

Vitskøl Kloster er ikke bare en kulisse, men en del af oplevelsen. Det historiske anlæg fra 1158 skaber en særlig ramme, hvor fortid og nutid mødes. Her kan gæsterne opleve klosterets arkitektur, fortællinger og naturen omkring. Under festivalen er det også muligt at deltage i rundvisninger og få et unikt indblik i stedets historie og betydning.

- Nordic Folk Festival er noget helt særligt, fordi musikken, naturen og historien omkring Vitskøl Kloster skaber en helhed, der rører både nye og erfarne publikummer. Vi er stolte af at samle nogle af Nordens stærkeste musikere i rammer, hvor fællesskab, nærvær og kulturarv går op i en højere enhed, siger Anne Rom Aaen fra Vesthimmerlands Musikhus ALFA.

Billede beskrivelse

Nordic Folk Festival er skabt som en samlet oplevelse, hvor musik, kultur og lokale kvaliteter går hånd i hånd. Udover koncertprogrammet kan gæsterne deltage i dans og fællessang, nyde mad baseret på lokale råvarer og finde ro i naturen ved Limfjorden.

Festivalen henvender sig til alle generationer og inviterer til at opleve Himmerland på en ny måde.

Nordic Folk Festival finder sted den 26.–28. juni ved Vitskøl Kloster i Vesthimmerland. Billetter og mere information findes på festivalens hjemmeside. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste