Billede beskrivelse

Singer-songwriter og historiefortæller gæster Kulturhuset

05. april 2026 kl. 11.02

ARDEN: De gode historier med finurlige detaljer om det store i det små kommer til at være i centrum.

Det sker, når den prisvindende danske singer-songwriter M.C. Hansen går på scenen i Kulturhuset i Arden lørdag 11. april sammen med sin makker Jacob Chano.

Det fortæller Kulturhuset i en pressemeddelelse. 

M.C. Hansens musikalske inspiration spænder fra amerikansk folk- og rockmusik til historiefortælling, Højskolesangbogen og Benny Andersen - og på Niels Hausgaard'sk manér leverer M.C. Hansen sine historier med lige dele fortællelyst og humor, beskriver Kulturhuset. 

Publikum kan blandt andet høre historien om morfaren, der var postbud på den samme rute i 42 år og døde midt i en sætning under sin guldbryllupstale til sin kone. 

Der fortælles også om hustruen Carina, som han mødte som 16-årig i bussen mellem Faxe Ladeplads og Næstved. 

Billede beskrivelse

Repertoiret rummer desuden fortællinger om terrorangrebet på Krudttønden i 2015 og om Balle-Lars, der i 1858 skød og dræbte en enke i Ugledige og senere blev hovedperson i Danmarks næstsidste offentlige henrettelse.

M.C. Hansens univers er befolket af drømmere og lokale originaler fra hjemegnen Jungshoved ved Præstø Fjord – par, der længes efter børn, og katte, der bliver kørt over ved købmand Flemmings butik.

Siden 2004 har Jacob Chano været fast musikalsk makker på scenen. 

Med klaver, trommer, kor og flere andre instrumenter skaber han et unikt sammenspil, der understøtter både sangene og fortællingerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste