Billede beskrivelse

Minister, grand prix-vinder og ejer af Elvis-mansion: Rebildfesten har masser på programmet

24. juni 2025 kl. 06.00

REBILD: Selvom meningerne kan være mange og debatten livlig, bliver Rebildfesten naturligvis holdt også i år. Festen er en fejring af de stærke bånd mellem Danmark og USA – en relation, der har rødder tilbage til 1800-tallet, hvor mange danskere udvandrede og var med til at forme det moderne Amerika. Med et program i særklasse er der lagt op til en stor folkefest.

Det fortæller arrangørerne i en omtale.  

Rebildselskabet er en upolitisk venskabsforening, som værner om fælles værdier i både Danmark og USA – med fokus på kultur, uddannelse og familieforbindelser. 

- Med Rebildfesten fejres venskab gennem generationer – en hyldest til de bånd, der knytter os sammen på tværs af tid og familier, udtaler Jørgen Bech Madsen, præsident for Rebildselskabet.

Billede beskrivelse

Fest, fællesskab og fri entré

Dagen byder på stærke talere, musikalsk underholdning og en ægte feststemning. Generalsekretær Michael Lynderup Kjeldsen fortæller, at det i år er helt gratis at deltage i selve Rebildfesten, som finder sted i "Gryden" midt i Nationalpark Rebild Bakker fra kl. 15.00 til cirka 17.00.

Festlighederne starter allerede kl. 10.30 med den traditionsrige teltfrokost, som kræver tilmelding via Rebildfestens hjemmeside. Her bydes der på mad, drikke, taler og underholdning i det store telt – en oplagt optakt til eftermiddagens program i bakkerne.

Billede beskrivelse

Efter fællessangen i bakkerne fortsætter stemningen med afterparty og sommerfest. Her serverer Rebildhus lækker mad, og bandet Jumpin’ Jacks leverer livemusik til dans og hygge – alt sammen under teltdugen til en ægte sommeraften.

For hele familien og alle generationer

- Rebildfesten har været en fast tradition i Himmerland i generationer. I år er programmet spækket med oplevelser for hele familien – en oplagt anledning til at samle venner, kolleger og familie til en dag i fællesskabets tegn, lyder opfordringen fra Michael Lynderup Kjeldsen.

Årets talere tæller blandt andre den populære influencer og debattør Annie Samples – kendt som "Annie in Eventyrland" – samt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen. Også Henrik Knudsen, ejer af Elvis Mansion i Randers, deler sine refleksioner over de kulturelle bånd mellem Danmark og USA.

Billede beskrivelse

Stærke musikalske navne

På scenen står Emmelie de Forest, kendt for sin sejr i Eurovision, samt Cecilie Beck Gordon og Gabriel Gordon, der sammen udgør duoen Gate to Venus. Sidstnævnte er flyttet fra New York til Strynø, hvor de driver et kreativt opholdssted for kunstnere.

Matilde Alexandra, kendt fra radio og podcast, synger både nationalsangen og fællessangene og sætter en smuk musikalsk ramme om dagen.

- 4. juli i Rebild Bakker bliver en dag med stærke budskaber, stærkt fællesskab og underholdning i topklasse, afslutter Michael Lynderup Kjeldsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste