Billede beskrivelse

Midsommer Lounge trak fulde huse i sommersolen

17. juni 2025 kl. 17.03
Opdateret 19. juni 2025 kl. 07.54

SKØRPING: Der var varme i både vejr og stemning, da omkring 1.500 mennesker samledes i parken ved det gamle Tuberkulosesanatorium i Skørping til årets Skørping Midsommer Lounge – en dag og aften fyldt med fællesskab, kultur, musik og lokal madkunst.

Allerede fra de første timer summede parken af liv. I børneloungen kunne de mindste få ansigtsmaling, kæphesteløb, lege guldgravere, blive revet med af ’Havnefruens’ teater og bage pandekager over bålet hos de lokale spejdere – alt sammen med brede smil og sod på næsetippen. Imens fordybede de voksne sig en lokalpolitisk debat – og dermed er valgkampen i Rebild Kommune skudt i gang.

Billede beskrivelse

Midt på eftermiddagen blev musikscenen i de fredede ’Liggehaller’ indtaget af et imponerende kæmpekor med over 120 sangere fra fire lokale Skørping-kor. Deres fællessang bragte gåsehud frem hos mange og satte en stemningsfuld tone for resten af dagen. Senere på dagen ledte Marianne ’Jolene’ Christensen an til en særlig fællessang-time med guitar og hjertevarme, hvis man da ikke var til Impro-teater workshop med ’WilmaMia’.

For dem, der søgte samtale og fordybelse var der yoga og senere Samtale Café med meningsfulde dialoger i hyggelige rammer – et roligt modspil til musikken og legene i resten af parken.

Billede beskrivelse

Også den lokale Kunstner Marc Pilgaard, der netop er flyttet til byen, bidrog til fællesskabet. Han malede på dagen en skitse til et maleri, der netop skal indkapsle den hyggelige stemning. Det færdige maleri afsløres til byfesten i august.

Musikken blev leveret af en række lokale musikere, som sørgede for en afslappet og levende loungestemning hele dagen og aftenen. De unge upcommings fra MESCH, der netop har udgivet sit første nummer, lagde ud, og de ’gamle’ rockere fra Monarkiet fulgte op. Senere fyrede de super-lokale ’Druehyld’ det ene hit af efter det andet – og som prikken over i’et swingede Urban Crooners bløde toner ud over parken i aftensolens varme lys.

Og mens tonerne flød, kunne gæsterne nyde lokal og bæredygtig mad fra nogle af lokalområdets dygtigste madkunstnere. Menuen havde særligt fokus på vegetariske retter, og baren serverede både Hancock fadøl og lækker økologisk vin, så der var noget for enhver smag.

Billede beskrivelse

Arrangørerne udtrykker stor taknemmelighed over det flotte fremmøde og den positive stemning, og mange gæster har allerede efterlyst en gentagelse næste år.

Skørping Midsommer Lounge 2025, der i år kunne fejre sit 5-års jubilæum, var som alle tidligere år gratis at deltage i.

Eventet blev endnu engang en manifestation af hvad lokalsamfundet i Skørping kan, når fællesskab, kultur, musik og natur går op i en højere enhed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste