Billede beskrivelse

Kopper, kage og mesterskaber: Støvring-klub fejrede sin første sæson

23. juni 2025 kl. 19.02

STØVRING: Der var både pokaler, medaljer og en Mjølner-hammer på højkant, da Nordjyllands Sport Stacking Klub holdt sæsonafslutning i Rebild Frivilligcenter i Støvring i lørdags. 

Klubben, der blev stiftet sidste sommer, har netop afsluttet sin første fulde sæson - og det med imponerende opbakning og flotte præstationer.

- Jeg er meget imponeret over de her unger, som virkelig er engageret i vores træning og har fundet et fedt fællesskab sammen. De er blevet helt vildt dygtige og hurtige på ret kort tid. Så jeg synes jo faktisk, de allesammen fortjener medaljer i dag, siger klubbens stifter, Morten Palner.

Billede beskrivelse

En anderledes sport

Speed Stacking går kort fortalt ud på at stable og nedstable specialdesignede plastikkopper i bestemte sekvenser - så hurtigt som muligt. Sporten stiller ingen krav til fysik og er åben for alle. Udover at være sjov og tempofyldt, styrker sporten også øje-hånd-koordination, reaktionstid og koncentration - og giver mange børn en ny tro på egne evner.

- Jeg bruger det også i mit arbejde som pædagog, hvor jeg oplever, at det er en sjov aktivitet, der giver børnene mulighed for at lege med struktur, motorik, tempo og tal, fortæller Morten.

Det hele startede med hans egne sønner, som opdagede sporten på YouTube og blev så dygtige, at de endte med at optræde i ”Danmark har talent”. Da Morten gik på barsel med sin datter, begyndte han selv at øve og blev grebet af sporten. Det førte til workshops på skoler og institutioner - og i juni sidste år blev klubben grundlagt.

Billede beskrivelse

Klubmesterskaber med mjølner-hammer

Ved sæsonafslutningen blev der kåret klubmestre i fem forskellige aldersgrupper og uddelt pokaler til de hurtigste stackere i de klassiske discipliner: 3-3-3, 3-6-3 og Cycle. I alt har 32 medlemmer deltaget i klubbens gennemgående turnering, som bestod af seks afdelinger.

Aftenens særlige hæder gik til Laurits, som opnåede en samlet All-Around-tid på under 20 sekunder, og kunne tage klubbens Mjølner-hammer med hjem over sommeren.

Der var kage til alle, og mange forældre var mødt op for at overvære medaljeoverrækkelsen.

Billede beskrivelse

Allerede den største danske klub

Nordjyllands Speed Stacking Klub holder til på Jernbanegade 8 i Støvring og har i dag 37 medlemmer, primært børn i alderen 7-13 år. Klubben er allerede den største i Danmark og den eneste af sin slags i Jylland. 

Der trænes efter officielle regler fra det internationale Speed Stacking-forbund.

- For bare et år siden kendte næsten ingen til Speed Stacking, og nu har børnene stået ved dommerbordet, konkurreret og lært at håndtere sommerfuglene i maven. Det er en kæmpe præstation i sig selv, lød det fra Morten til klubbens første sæsonafslutning.

Tilbage til september

Nordjyllands Sport Stacking Klub går nu på sommerpause, men vender stærkt tilbage med ny sæson i begyndelsen af september. Inden da kan man møde klubben til byfesterne i både Støvring og Skørping, hvor de unge stackere vil vise deres færdigheder frem.

- Vi er så taknemmelige for den store opbakning fra både børn og forældre i vores allerførste sæson som klub. Det giver blod på tanden og glæde i maven - og vi glæder os allerede til at komme i gang igen, afslutter Morten Palner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste