Franske akrobater indtager Frederik VIIs Kanal
LØGSTØR: Det er ikke helt til at sige, hvad der præcist udfolder sig, når to franske cirkusartister torsdag går på vandet i Frederik VII's Kanal.
Men det er næppe set før - i hvert fald ikke på kanalen.
- Det beskrives som en blanding af teater, cirkus og akrobatik, og jeg er selv meget spændt på at se, hvad det egentlig går ud på. Det er i hvert fald helt nyt for mig, siger Sofie Gade Christiansen, der er kommunikationsansvarlig på Limfjordsmuseet.
Museet er værter for forestillingen, men det er Teater Vesthimmerland, der arrangerer.
- Det er teateret, der har hyret artisterne ind som et led i deres ambition om at gøre gadeteater mere udbredt, og det er meget velkomment. Der er jo mange arrangementer på havnen i løbet af sommeren, men det er mest musik, så det her udvider paletten og kan måske tiltrække andre målgrupper, siger Sofie Gade Christiansen.
De to akrobater, Benjamin De Matteis og Mickael Le Guen, er en del af det franske teaterkompagni Cie Sacékripa.
Ifølge deres hjemmeside arbejder de med cirkus, akrobatik, jonglering, stunt og klovneri, hvor vandet danner rammen om både "humor, risiko og stærkt samspil" mellem de to artister.
Forestillingen begynder klokken 16 ved den gamle drejebro ved Limfjordsmuseet, hvor man kan følge med fra begge sider af kanalen.
Den varer cirka 40 minutter, og der er gratis adgang.