350 løb afsted i en god sags tjeneste
LØGSTØR: Fredag formiddag var ikke mindre end 350 elever og ansatte fra Løgstør Skole samlet i den dejlige forårssol for at løbe runder i en god sags tjeneste.
- Vi bakker selvfølgelig op om et godt formål, og der er god læring i at støtte en god sag, fortæller Peter Rasmussen, der er en af de ansvarshavende lærere fra Løgstør Skole.
Team Rynkeby Børne- og Skoleløbet er en årlig tilbagevendende begivenhed.
Her snører skolebørn fra hele landet løbeskoene for at støtte Børnelungefondens vigtige arbejde med forskning og støtte til familier med børn og unge, der lever med alvorlige lungesygdomme.
Det sker i anledningen af Team Rynkeby Børne- og Skoleløbet, hvor 95.000 børn på 396 skoler fra hele landet deltager.
Børnene indgår sponsoraftaler med familie, venner og lokale virksomheder, som støtter med et bidrag pr. løbet runde eller kilometer.
Det er ikke første gang, at Løgstør Skole deltager i Team Rynkeby Børne- og Skoleløbet.
- Det er altid spændende, hvor meget vi får løbet ind til det gode formål, som Børnelungefonden er. Desuden får vi samlet skolen om en ekstra motionsdag, hvilket jo også er en god ting. Så derfor deltager vi gerne i dette win-win-projekt, siger Peter Rasmussen, inden han skal skyde løbet i gang i fællesskab med en række Rynkebycykelryttere, som i samme gode sags tjeneste skal cykkle til Frankrig til sommer.
I Nordjylland, hvor mere end 40 skoler deltager i Team Rynkeby Børne- og Skoleløbet, der er Nordens største velgørenhedsløb for børn og involverer elever, forældre og lokalsamfund, er Løgstør Skole altså også en af de deltagende skoler.