Natasja fra Aars skal designe gobelin til kendt slot
AARS: I sommer fik 21-årige Natasja Cartey fra Aars en mail, hun ikke lige havde forventet at modtage.
Nyborg Slot på Fyn er i gang med en større renovering, og når slottet efter planen genåbner i 2028, vil de gerne have en gobelin at markere det med. Og de ville gerne have den 21-årige tegner til at designe tæppet.
Hun har tegnet i en del år og har blandt andet illustreret en bog, der hedder "Eftertanker". Det var faktisk lige præcis de tegninger, som folkene på Nyborg Slot så og blev begejstret for.
- De spurgte, om jeg havde lyst til at designe det, og det havde jeg. Det er jo noget, der forhåbentligt skal hænge der i mange år, og som mange mennesker skal se på, siger Natasja Cartey.
Bestillingen lød på, at slottet skulle med på gobelinen, og at diverse konger og dronninger med relation til slottet også skulle have en plads.
- Jeg har lavet rigtigt meget research på slottet. En af kongerne havde en abe, så jeg har tegnet en abe på taget. Der er også en spøgelseshistorie med en indemuret pige, så hun er også med. Jeg har gjort det middelalderagtigt med en ridderturnering og sådan noget, siger hun.
Hun begyndte i september og regner med at blive færdig inden sommer.
- Jeg bruger cirka 20 timer om ugen på det. Det er meget omfattende, og jeg prøver at bruge så meget tid, som jeg kan. Jeg elsker at få sjove opgaver, siger Natasja Cartey.