Fredag formiddag mistede en dreng fingeren under leg på Løgstør Skole. 
Livet her

Dreng mistede del af finger på skolens legeplads

En dreng fra 2. klasse mistede yderste led af fingeren, da den blev klippet af under leg

02. december 2022 kl. 18:45

En dreng fra 2. klasse på Løgstør Skole mistede fredag formiddag en del af fingeren under leg på skolens legeplads.

Drengen stak en finger ind i et hul i en metalbom, mens andre drenge drejede bommen rundt.

- På den måde får drengen klemt eller klippet det yderste af fingeren, fortæller Klaus Toft, der er skoleleder på Løgstør Skole.

Ifølge Klaus Tofts oplysninger mistede drengen det yderste led af fingeren i ulykken, men han ved ikke præcist, hvor meget af fingeren, som drengen ender med at miste. 

Bommene er af ældre dato, og er stillet op for, at biler ikke skal køre ind i skolegården.

Er på sygehuset

Klaus Toft fortæller, at skolen øjeblikkeligt tog hånd om de øvrige elever i skolegården, mens den tilskadekomne dreng blev hentet med ambulance.

- Vores viceskoleleder har været i kontakt med forældrene til drengen. Han har det efter omstændighederne okay, men er på sygehuset, hvor han bliver behandlet, siger han.

Efter episoden blev alle skolens elever orienteret, og i klasserne blev der talt om, hvad der var sket. 

Nogle elever var en del berørt at situationen, fortæller skolelederen.

Sidst på eftermiddagen sendte Klaus Toft en besked rundt til alle forældre på Aula.

- Vi har det rigtigt skidt med det der er sket, og vi spørger os selv, om vi på nogen måde kunne have undgået dette, siger han.

Årlige tilsyn dagen før

I skolegården er bommene straks blevet fjernet.

Torsdag havde skolen det årlige legepladstilsyn.

- Der var ingen bemærkninger fra tilsynet, og vi havde overhovedet ikke set, at dette kunne ske, siger Klaus Toft.

I den kommende uge vil skolen se nærmere på, hvordan episoden kunne ske, få det dokumenteret og henvende sig til forsikringsselskabet for at finde en løsning med erstatning til drengen.

- Vi er rystede og har brugt dagen i dag på at tage hånd om de øvrige børn og sende vores tanker til den tilskadekomne dreng og hans forældre. I næste uge tager vi alle de praktiske sager omkring ulykken, siger Klaus Toft.

Der går i alt 373 elever på Løgstør Skole.

Annonceret indhold

Nyeste