Vitskøl Kloster gearet til fremtiden

Lørdag indvies ny kostskolebygning i tilknytning til det gamle kloster

26. september 2019 kl. 15.55

VITSKØL: Eleverne på TAMU (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser) på Vitskøl Kloster i Vesthimmerland glæder sig med rette til 28. september.

Den dag er der nemlig officiel indvielse af en ny kostskolebygning og en ny café med indgang, kiosk og billetsalg til den historiske del af klosteret.

De nye faciliteter er tegnet af Bertelsen & Scheving Arkitekter og har været undervejs, siden Den A.P. Møllerske Støttefond og Foreningen Realdania i 2016 bevilgede hhv. 25 og 5 mio. kr. til projektet.

Borgmester Per Bach Laursen fra Vesthimmerlands Kommune er ikke overraskende begejstret for den fremtidssikring af Vitskøl Kloster, som A.P. Møller Fonden og Realdania har banet vejen for:

- Vitskøl Kloster er formentlig det ældste bygningsværk i Vesthimmerlands Kommune, og alle i Vesthimmerland kender klosteret. Det er et stykke kulturarv og et historisk monument, som det er vigtigt, at der er liv i.

- Derfor ser vi positivt på, at klosteret bliver brugt af TAMU til et samfundsnyttigt formål. Vi er meget stolte af Vitskøl Kloster, siger Per Bach Laursen.

Jens Kramer Mikkelsen, formand for Fonden til Vitskøl Klosters Bevarelse, hæfter sig ligeledes ved, at klosteret er et sted, der både har historisk værdi og lever i nutiden.

- Den storslåede gave fra fondene har gjort det muligt, at det historiske Vitskøl Kloster lever videre i kraft af de mange unge TAMU-elever, der i dagligdagen deltager i klosterets drift og dermed sikrer, at det er åbent for offentligheden, fremhæver den tidligere overborgmester i København.

Vitskøl Kloster danner ramme om et af de i alt seks TAMU-centre i Danmark.

TAMU er et tilbud til 18-30-årige, som af sociale og personlige årsager har haft svært ved at finde sig til rette i uddannelsessystemet.

TAMU-centret i Vitskøl uddanner de unge til at varetage ufaglært arbejde inden for service/restauration/turisme, skov/park/landbrug samt ejendomsservice. Eleverne er med til at passe og pleje klosteret og dets omgivelser samt til at tage sig af de gæster, der besøger Danhostel Vitskøl. Desuden medvirker eleverne til afviklingen af de møder, kurser og kulturhistoriske arrangementer, der afholdes på klosteret. Vitskøl Kloster lever dermed i kraft af elevernes daglige indsats, mens eleverne kvalificerer sig til arbejdsmarkedet ved at indgå i driften.

For direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden har det netop været afgørende at kunne bidrage til, at udsatte unge også i fremtiden kan blive hjulpet videre i livet og ind på arbejdsmarkedet.

- TAMU er en lille perle i vores uddannelsessystem. TAMU evner at favne unge mennesker, som er kommet skævt fra start. Den indsats, som TAMU yder også i Vitskøl, er ekstremt vigtig og af kolossal værdi både for det enkelte menneske og for samfundet, siger Henrik Tvarnø.

Foreningen Realdania lægger for sin del vægt på at give historiske bygninger og kulturmiljøer nyt liv, så de kan bruges i hverdagen af mange mennesker.

- Vitskøl Kloster er en unik historisk ramme om et særligt ungdoms- og uddannelsesfællesskab. Projektet er udført med respekt for stedets historie og byggetradition, og vi er glade for at bidrage, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Foreningen Realdania.

Med indvielsen af de nye faciliteter opnår TAMU, at centrets uddannelser rettet mod service- og turisterhvervene får fysiske rammer, der betydeligt bedre vil kunne understøtte den pædagogiske indsats. Sideløbende med indvielsen sammenlægger TAMU de to hidtidige gartneri- og landbrugsuddannelser på Vitskøl Kloster til en ny naturbrugsuddannelse, som primært skal kvalificere de unge til beskæftigelse inden for skov og park.

- Vores elever får fantastisk gode nye forhold, og samtidig etablerer vi nye uddannelser inden for turisme og naturbrug. Disse nyskabelser har udelukkende kunnet lade sig gøre i kraft af de donationer, vi har fået fra A.P. Møller Fonden og Realdania, siger TAMU’s direktør Peter Staun Kastholm.

De kostskolebygninger, som har huset TAMU-elever på Vitskøl Kloster indtil nu, er opført i starten af 1950’erne og er ikke længere tidssvarende.

De gamle bygninger vil blive revet ned, når den nye kostskolebygning er taget i brug.

Alle er velkomne, når de nye Vitskøl-faciliteter indvies på lørdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste