Billede beskrivelse

Vi kan også i Himmerland

Løgstør skal på det gastronomiske landkort. Det mener man i hvert fald på Hotel du Nord

22. marts 2019 kl. 08.43

LØGSTØR: Løgstør skal på det gastronomiske landkort. Det mener man i hvert fald på Hotel du Nord, hvor de sætter alle kræfter ind på at gøre opmærksom på, at Himmerland også kan det der med bedre mad og gastronomiske oplevelser.

- Der er megen fokus på gastronomi med uddeling af Michelinstjerner, kokkemesterskaber og et utal af programmer om mad og gastronomi, siger Torben Larche fra Hotel du Nord, og uddyber:

- Fælles for de mange emner med medieinteresse er desværre, at det er noget der primært foregår langt fra Himmerland. Det er en skam, for vi kan faktisk også godt her i lokalområdet.

Derfor lancerer hotellet en ”Winemakers Dinner” med hele otte retter, hvor der desuden vil være en ekspert fra et af landets førende vinhuse til at lede deltagerne ud på en rejse gennem vinenes historie, fakta og oprindelser.

- Det er lidt en skam, at der er en tilbøjelighed til, at alt kun drejer sig om pris. Der venter store oplevelser, hvis man er villig til at betale lidt mere, men kræver selvfølgelig også, at mulighederne er tilstede. Den mulighed vil vi så tilbyde, lyder det fra hotellet.

Arrangementet tilbydes foreløbig kun en enkelt aften, nemlig 30. marts. Viser det sig at være en succes, er det planen at hotellet vil fortsætte med at udbyde forskellige eksklusive arrangementer i samme stil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste