Vaskebjørn skal erstatte kamel
AFBUD: Uventet drejning på den eksotiske messe 18. januar i Messecenter Vesthimmerland
AARS: Der kommer alligevel ikke nogen kamel til eksotisk messe i Aars på lørdag.
Ejeren af den bebudede kamel har desværre måttet melde afbud pga. sygdom - og hans kamel går dermed også glip af mødet med de forventede cirka 3000 gæster i Messecenter Vesthimmerland 18. januar.
Til gengæld vil gæsterne på messen - blandt mange andre eksotiske dyr - kunne møde den seks år gamle vaskebjørn Bambam.
Ejeren Anni Gram Olesen fortæller på messen om bjørnen, og dens liv i Danmark, og Bambam bliver med jævne mellemrum taget ud af sit bur, så børnene får mulighed for at komme helt tæt på og sige ”hej” til det charmerende dyr.
- Vi håber, at publikum vil finde det spændende at opleve en ægte vaskebjørn helt tæt på. Og vi glæder os i det hele taget til at åbne dørene for en spændende udstilling på lørdag, siger vicedirektør Marianne Poulsen, Messecenter Vesthimmerland.
Årets eksotiske messe i Aars bliver besøgt af flere end 80 udstillere fra flere lande i Europa, og i forhold til sidste år er udstillingsarealet forøget med over 50 procent. Ganske enkelt på baggrund af den store udstillerinteresse.