Vær med til fejringen af grundlovens 174-års fødselsdag i Terndruplund
TERNDRUP: Terndruplund Fonden har den store glæde at invitere til grundlovsfest nr. 174 den 5. juni 2024.
- Det er imponerende, at man allerede i 1849 afholdte grundlovsfest nr. 1 i Terndruplund, og at festlighederne var langt fremme, inden kongens underskrift var tør. Dengang blev det fejret med stor glæde over den nye grundlovs budskab og enevældets ophør, skriver arrangørerne i en omtale.
. I dag, 174 år senere, fejrer vi stadig dette vigtige historiske øjeblik, som vi aldrig må glemme.
Det er på ingen måde til at overse, at der i København er en påstand om, at det netop var der, grundloven blev fejret første gang. Men lad det være sagt, at den allerførste grundlovsfest i København blev afholdt i 1862 - altså 14 år senere end i Terndruplund.
To velkendte talere
Her på egnen var man meget tidligt ude i glæde over enevældets ophør og demokratiets indførelse. Dette var en glæde, som blev delt af alle, og tilmed inden for alle politiske partier - en meget sjælden forekommende situation i dag. Netop derfor har grundlovsfesterne i Terndruplund aldrig været et partipolitisk anliggende.
Terndruplund Fonden er glade for at kunne afholde grundlovsfesten igen i år og har to velkendte talere, der vil føre ordet fra den traditionsrige talerstol, skriver man i omtalen.
Årets talere er folketingsmedlem Simon Kollerup og Morten Løkkegaard, der er medlem af EU-parlamentet.
I år vil den lokale Røverkvartet, som består af Axel Meilholm, Klaus Trane, Lindy og Peter Aldahl, stå for underholdningen under de grønne bøgetræer.
Efter talerne og underholdningen er der mulighed for at spise i Spejderborgen sammen med talerne og gerne fortsætte med en debat, inden der siges tak for i dag.
Alle er velkomne til at deltage, og det er helt gratis.