Livet her

Tv-meteorolog taler om klima i Løgstør

Kampagne om FNs verdensmål rammer atter Muslingebyen på lørdag

26. september 2019 kl. 11:52

LØGSTØR: Lørdag er det igen blevet tid til, at Løgstør får besøg af kampagnen, der sætter fokus på FNs verdensmål.

Denne gang handler det om temaet ”Natur og Grøn omlægning” - herunder om, hvordan vi som borgere kan være med til at bremse klimaforandringerne.

Til at belyse dét medbringer kampagnen meteorolog Michael Jarnvig, kendt fra tv-skærmen.

- Det hjælper ikke, at vi bygger skoler i Afrika, hvis klimaforandringerne alligevel gør det umuligt at bo der.

- Hvis vi ikke gør noget ved klimaforandringerne nu, så vil klimaet modarbejde de andre verdensmål, siger han.

Dansk Retursystem, der driver det danske pantsystem, er også med som partner på danmarksturneen, som i alt når rundt til 48 danske byer.

I Dansk Retursystems pavillon kan interesserede bl. a. spille et pantspil og få mere information om, hvordan vi genanvender plast.

- Man kan ikke redde klimaet alene ved at aflevere sine flasker og dåser, men hver enkelt flaske tæller alligevel. De havner ikke i havet, og de bliver ikke brændt. For vi sikrer, at de kan genanvendes igen og igen. Det gør en forskel for brugen af CO2, for beholdningen af jordens ressourcer og for miljøet, fortæller Hanne Luke, der er kommunikationsdirektør i Dansk Retursystem.

Hvis man vil opleve Michael Jarnvig og spille pantspil med Dansk Retursystem, er det på Limfjordsvej, det foregår lørdag i tidsrummet fra kl. 10 til 14.

Verdensmåls-kampagnen byder også gerne på en kop kaffe.

Annonceret indhold

Nyeste