Svenske folktoner i Vesthimmerland
Det svenske folkpopband ”Kolonien” - giver torsdag koncert i Vesthimmerlands Musikhus ALFA i Aars.
AARS: ”Kolonien” er et ungt, udtryksfuldt folkpop-band fra Sverige, som med elementer fra reggae og firstemmig sang har skabt sit helt eget lydbillede.
I Sverige har ”Kolonien” vundet priser for originalitet og fornyelse bandet, og bandet har flere gange givet koncerter i Danmark.
Torsdag 14. november kan ”Kolonien” for første gang opleves i Vesthimmerlands Musikhus ALFA i Aars - nyligt hjemvendt fra en omfattende verdensturné med koncerter i USA, Canada og Sydamerika og en lang række andre lande.
De fire unge musikere, som i øvrigt er fætre og kusiner, har spillet sammen siden teenageårene, men bandet begyndte for alvor at tage form fra 2010, da musikerne kastede sig ud i at skrive egne sange og skabe deres helt egen lyd.
Navnet Kolonien refererer til det latinske ”Colonia”; det at opdyrke og udforske nyt land for at få noget til at gro.
Billetter til koncerten sælges online via Ticketmaster.dk samt fysisk i ALFAs billetsalg - og i døren inden koncerten.