Superkids på vej til Hobro
De unge ”supergymnaster” fra Flying Superkids indtog senest Hobro med højtflyvende saltomortaler og sprudlende livsglæde i 2018.
21. februar kan egnens gymnastikinteresserede igen opleve Flying Superkids i Hobro Idrætscenter.
- Vi glæder os rigtig meget til at vende tilbage til Hobro.
- Da vi sidst optrådte her i 2018, var det helt ubeskriveligt fedt.
Det var en kæmpe fest, og samtidig var vi endda så heldige, at der var kæmpe efterspørgsel på billetterne.
- Det er jo blandt andet også derfor, at vi har valgt at komme igen, fortæller Lars Godbersen, der er konferencier under showet.
I det nye show indgår bl. a. en fire meter høj springkonstruktion.
Her springer gymnasterne i højt tempo og på forskellige måder igennem luften ved hjælp af en fastmonteret stang.
- Det er et helt forrygende springnummer med wow-faktor, der skaber spænding i hele hallen, annoncerer Lars Godbersen.
Billetsalget til forestillingen i Hobro foregår via hjemmesiden www.flyingsuperkids.com