Støvrings nye friplejehjem går i jorden
Efter flere års tilløb bliver visionen til virkelighed for Støvring Friplejehjem. Midt i november begynder byggeriet ved Buderupholmvej syd for Støvring.
Licitationen blev vundet af TL Byg i Aalborg, som skal opføre hjemmet med plads til 30 beboere. Prisen for det hele lander omkring 70 millioner kroner, og man forventer, at byggeriet står færdigt i slutningen af 2024.
- Vi forventer, at alle 30 boliger er udlejet fra første dag, siger Rasmus Pugholm, formand for bestyrelsen for Støvring Friplejehjem.
Byggeriet vil ligne plejehjem, som allerede er bygget.
- Vi har kigget på andre friplejehjem, og vi bygger noget, som vi ved fungerer fra første dag, siger Rasmus Pugholm.
Ønsker man plads på det nye hjem, skal man gå gennem Rebild Kommune, som visiterer. Der er behov for de nye plejeboliger, fordi Rebild Kommune er ved at afvikle både plejehjemmet i Øster Hornum og Mastruplund i Støvring.
Rasmus Pugholm oplyser, at bestyrelsen vil ansatte en leder efter sommerferien. Vedkommende får til opgave at ansætte det øvrige personale, som skal tage imod de første beboere om godt et år.