Regan Vest-foredrag som start på Folkevirke-sæson
Koldkrigsbunkeren Regan Vest, dybt inde i Rold Skov, er tema for den nye sæsons første Folkevirke-foredrag på Kimbrerkroen i Aars mandag aften
VESTHIMMERLAND: - Vi kan igen byde på interessante emner og fremragende foredragsholdere, og vi glæder os til at præsentere dem for interesserede her i Vesthimmerland.
Sådan lyder det selvsikkert fra Tove Kristensen, som er formand formand for Folkevirke Vesthimmerland, forud for den nye sæson, som mandag skydes i gang på Kimbrerkroen i Aars.
Første foredragsholder i rækken er museumsinspektør Bodil Frandsen, Nordjyllands Historiske Museum, der fortæller om bunkeranlægget ”Regan Vest”, dybt inde i Rold Skov.
Anlægget blev opført i dybeste hemmelighed i perioden 1963–1968 med det formål at huse regering og kongehus i tilfælde af en atomkrig, men Nordjyllands Historiske Museum arbejder nu på at gøre anlægget offentligt tilgængeligt inden for en overskuelig tidshorisont.
Udover krigshistorie byder den nye sæson i Folkevirke Himmerland bl. a. på fortællinger om udvandring fra Danmark, sygdomsbekæmpelse ude i verden, livets valg, natur og musik.
I oktober er Folkevirke Vesthimmerland tilbage i de vante rammer på Hotel Farsø, hvor cand. mag Katrine Bach Habersaat fra WHO vil fortælle om de millioner af menneskeliv der er blevet reddet af vaccination – og om hvorfor man alligevel oplever skepsis.
Til november følger et foredrag af tidligere generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen om grænselandets historie fra 1830 til i dag.
- Som bekendt er 2020 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark, så vi ser meget frem til dette foredrag som optakt, ligesom Regan Vest er et meget aktuelt emne her i 2019 i 30-året for afslutningen på den kolde krig og murens fald, bemærker Tove Kristensen.
I december er der koncert med julemusik på programmet - som noget helt nyt i Folkevirke-regi.
Det bliver med jazzsanger og sangskriver Anna Pauline Andersson og pianist Jacob Dedenroth Broholm.
I det nye år lægges der i januar ud med sundheds- og udviklingskoordinator Mona Østergaard Klit fra Sygehus Thy Mors, der vil fortælle om natur og livsglæde med særligt fokus på Nationalpark Thy.
Til februar fortæller tidligere leder af udvandrerarkivet i Aalborg om den store oversøiske udvandring fra Danmark og Himmerland, og i forbindelse med den årlige Folkevirke-generalforsamling vil der være et indlæg af lokale Anni Gamborg fra Gl. Ullits, der tidligere var journalist ved DR Nordjylland men i dag har valgt at være billedkunstner.
- Vi har fået gode erfaringer med at der er kort foredrag inden generalforsamlingen. Det betyder flere deltagere, konstaterer Tove Kristensen.
Ud over foredrag står Folkevirke Vesthimmerland også bag en litteraturkreds i Academy ved Dronning Ingrid Hallerne, under ledelse af Jette Høyer.
Folkevirke Vesthimmerland samarbejder i øvrigt med Vesthimmerlands Kulturråd og Vesthimmerlands Folkeuniversitet samt en række fonde og sponsorer.
Det er en væsentlig del af forklaringen på, at det også i denne omgang har kunnet lade sig gøre at trække væsentlige kapaciteter til Vesthimmerland for at holde foredrag.