Populært løb vender tilbage: Indsamlede 69.000 kroner sidste år
Fredag den 13. oktober er Skolernes Motionsdag landet over, og den anledning benytter Vesterbølle Efterskole i Vesthimmerland til at afvikle et sponsorløb, som altid er både hyggeligt, sjovt og en helt særlig dag på efterskolen.
De seneste uger har eleverne således været på ivrig jagt efter sponsorer, som kan vælge at støtte med et beløb pr. cyklet, løbet eller gået kilometer.
Sidste år motionerede eleverne sig til imponerende 69.562 indbetalte støttekroner i løbet af et par timer.
Sponsorløbet er en del af elevernes fundraising i forbindelse med faget ”ud i verden”. I faget beskæftiger eleverne sig med samfundsforhold, politik, økonomi, menneskerettigheder og meget andet.
Faget kulminerer med rejser til februar, hvor destinationerne er Island, Norge, Nordirland og El Salvador.
Nogle af fundraising-midlerne går til selve rejserne, mens andre bruges i velgørende forstand ved at støtte lokale projekter, særligt i El Salvador, hvor behovet er langt større end i de andre lande.