Pilgrimsvandring med vand-tema
St. bededagsvandringen finder sted i umiddelbar forlængelse af højmessen i Mariager Kirke
MARIAGER: ”Vand” bliver i år det overordnede tema for den traditionelle St. bededagsvandring i Mariager på ”Pilgrimmenes dag”.
Birgittaforeningen i Mariager har til lejligheden allieret sig med Erik Hjortshøj fra Munkholm-komiteen, som undervejs på vandringen gennem Munkholm-anlægget vil fortælle om det sindrige vandsystem med kilder, skovsøer og åløb, som har sin historiske oprindelse helt tilbage til klostertiden - med den opdæmmede klostersø ved Mariager kirke som en del af systemet.
Vandringen finder sted i fortsættelse af bededags-højmessen i Mariager kirke.
Turen foregår i roligt tempo og er ikke længere, end at alle nogenlunde ”godt gående” kan være med, og der sluttes af med kaffe og kringle i den gamle klosterbygning.
Alle er hjerteligt velkomne til en interessant og informativ vandring gennem det smukke Munkholm-anlæg, lyder det på forhånd fra Birgittaforeningen i Mariager.