Møldrups gamle station får nyt liv
MODERNISERING: Bygningen, som nu er døbt ”Stationen”, skal have nyt køkken og nye gulve - og onsdag 22. januar inviteres byen til fællesspisning
MØLDRUP: Den gamle stationsbygning i Møldrup er nu blevet bygget sammen med nabobygningen, og de to bygninger har fået fælles indgang.
Nabobygningen har gennemgået en større renovering ude og inde i det sidste halvår af 2019, og nu i 2020 gælder det om, at få den gamle stationsbygning renoveret, så den kan bruges til foreningernes aktiviteter året igennem.
”Stationen” bliver navnet på det samlede byggeri, der skal huse diverse foreninger, spiseklubber og lignende.
Det bliver også muligt at leje den lille sal til mindre forsamlinger.
Det er nu blevet tid til yderligere information om ”Stationen”, og der inviteres derfor til fællesspisning i Møldrup Kulturcenter onsdag 22. januar klokken 18 til 20.
Her kan du få lokale informationer og andet og nyt fra ”Stationen” og nyt fra Møldrup Hallen.
Kom til fællesspisning
Tilmelding foregår ved at betale 75 kroner for spisningen hos Min Købmand Møldrup, eller via mobilepay til Møldrup Borgerforening på nummer 78366.
Tilmelding og betaling senest 16. januar 2020.
Ved sidste fællesspisning 30. oktober 2019 var der så stor opbakning fra frivillige borgere, at de sidste opgaver snart falder på plads i de ombyggede lokaler.
Lokale frivillige har malet og sat lofter op, og i den kommende tid skal der monteres køkken, lægges gulve og sættes lister op. Der blev også givet en god portion private donationer til projektet.
Renoveringen indtil nu er finansieret af den store områdefornyelse, som har foregået i Møldrup i løbet af årene 2015-2019.
Der har været en del fondsansøgninger sendt ud - herunder også rigtig mange afslag.
Men der er bevilget nogle mindre beløb, som kommer til at dække de sidste indkøb - eksempelvis hvidevarer lister og andre småting.
Arbejdsgruppen fortæller, at der praktisk talt ingen penge er til at gøre mere i selve stationsbygningen.
Her skal der flyttes en lille smule væg, og etableres en ny skillevæg i stueetagen samt spartles og males i alle rum.
Nogle døre og vinduer trænger til udskiftning, og det meste af ydermuren har brug for en omfugning, ligesom enkelte sten skal også fornyes.
Brug for lokal opbakning
Derfor går man nu i gang med en ny runde ansøgninger.
Desude bliver lokale erhvervsdrivende og andre borgere bedt om at yde økonomisk støtte til renoveringen af stationsbygningen.
Som bygningen står i dag udfør den i sig selv en bevaringsværdig grundsten til selve i byens historie.
Endelif opfordrer arbejdsgruppen byens borgere til at slutte op om fællesspisningen onsdag den 22. januar.
For der bliver i den grad brug for flere frivillige kræfter til opgaverne i stationsbygningen. Så kom og vær med.