Lavbundsjorder kan blive CO2-lagre og natur
Temaaften i næste uge i Rebildcentret om de lavtliggende markers potentiale i kampen for klimaet
REBILD: Som et led i Klima Rebild er der temaaften onsdag 10. april kl. 17-21 i Rebildcentret om de lavtliggende markers potentiale i kampen for klimaet.
I februar kom to landsdækkende interesseorganisationer, som traditionelt opfattes som modstandere, nemlig Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, med et fælles udspil om fremtiden for de såkaldte lavbundsarealer.
Udspillet vil både sikre markante klimareduktioner på omkring 10 procent af landbrugets udledning af klimagasser, hjælpe landbrugserhvervet og etablere flere og sammenhængende naturområder igennem omlægning eller udtagning af lavtliggende marker.
Udtagningen skal ske gennem jordfordeling, hvor også andre formål tilgodeses, for eksempel natur og interesser i lokalområdet.
Temaaftenen i Rebild er da også arrangeret af DN Rebild og Agri Nord i fællesskab - med hjælp fra Rebild Kommunes Center Natur og Miljø.
Aftenens eksperter er blandt andre forskeren Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet, som giver et indblik i de videnskabelige muligheder for CO2-lagring på lavbundsjorder.
Derefter fortæller Thomas Hartung, som er medstifter af fødevarevirksomheden ”Årstiderne”, om de praktiske erfaringer med CO2-lagring på godset Barritskov.
Inden spisepausen fortæller kontorchef Sofus Rex fra Miljøstyrelsen om de 150 mio. kr., som i 2018 blev afsat til lavbundsjorder og jordfordeling i ”Klimapakken”.
Aftenen afsluttes med debat mellem oplægsholderne, Agri Nords formand Carl Christian Pedersen, landbrugsfaglig seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Thyge Nygaard og tilhørerne i salen.
Debatten ledes af journalist Dan Grønbech.
Der er plads til 70 deltagere i Rebildcentret, og nogle af pladserne er allerede reserveret til fagfolk fra stat og kommuner, men også til landmænd, naturnørder og andre interesserede borgere.
Der er gratis adgang, men man skal melde sig til senest 5. april på jkuh@rebild.dk