Kreativ messe - nu også i forårsklæder
Mange forskellige former for kreativitet vil være repræsenteret i Messecenter Vesthimmerland 6. og 7. april
AARS: De seneste tre år har Messecenter Vesthimmerland afviklet Kreativ Hobby Weekend i september måned. Antallet af udstillere og besøgende på denne messe er kun gået en vej – og det er op!!
- Og vi har derfor besluttet at igangsætte en ny messe i foråret, som vi kalder Kreativ Forårs Hobby. Nærmere bestemt i weekenden 6.–7. april, oplyser vicedirektør i Messecenter Vesthimmerland, Marianne Poulsen.
Siden messecenteret for fire måneder siden lancerede den nye messe for de udstillere, der tidligere har deltaget i Kreativ Hobby Weekend om efteråret, er salget af stande gået helt forrygende.
Ja, faktisk kan arrangørerne melde alt udsolgt allerede her - en lille måned før messens afvikling.
Kreativ Forårs Hobby bliver dermed på størrelse med messen om efteråret - og en af de helt store messer i Jylland indenfor kreativ hobby med et samlet udstillingsareal på over 4000 kvadratmeter.
Kreativ Forårs Hobby vil blive præget af stande, der skaber og sælger kreativitet indenfor udeliv, blomster og haveindretning.
Derudover vil messen - i stil med efterårsmessen - også byde på alt indenfor de traditionelle hobbyområder – fra de feminine hobbyer med perler og garn til de maskuline i beton og træ.
- Det kreative er hot for tiden. Mange vil i dag gerne dyrke deres egen mad, bygge deres egne møbler og sy deres eget tøj og indrette deres egne haver, blomsterbede og –krukker, konstaterer Marianne Poulsen.
Flere af standene på Kreativ Forårs Hobby vil få karakter af arbejdende værksteder, hvor de besøgende kan få indblik i det kreative håndværk hos de professionelle udstillere, ligesom der er workshops, som publikum kan deltage i.
På den baggrund forventer arrangørerne også, at de fordelt over de to udstillingsdage kan tiltrække et sted mellem 4000 og 5000 gæster.