Kongelige ballettrin i Rebild Bakker i forsommeren
Som det eneste sted i Nordjylland bliver der 12. juni chance for at opleve Den Kongelige Ballet under åben himmel i Rebild Bakker
REBILD: Som det eneste sted i Nordjylland bliver der 12. juni chance for at opleve Den Kongelige Ballet under åben himmel i Rebild Bakker.
Balletkompagniets sommerturné er i år den største nogensinde med i alt ti stop rundt i Danmark, hvor publikum gratis kan få en forsmag på den kommende sæsons forestillinger.
Borgmester Leon Sebbelin glæder sig over, at det ene stop bliver i Rebild Bakker.
- Jeg kan ikke forestille mig en mere eventyrlig ramme for Den Kongelige Ballets forestilling, og jeg er sikker på, at netop Rebild Bakker også vil lokke folk til, som ikke i forvejen er passionerede balletelskere. Derfor forventer jeg, at målet med at bringe en eksklusiv kunstform ud til et bredt publikum vil lykkes netop her hos os. At forestillingen i Rebild så er den eneste i Nordjylland vil garanteret også lokke et stort publikum til, forudser han.
Balletscenen bygges op i Gryden, hvor Rebildfesten holdes hvert år 4. juli.
Publikum kan sætte sig til rette i de omgivende bakker med fyldte picnickurve og kølig hvidvin, og destinationsudvikler Mona Møller Carlsen fra Rebildporten ser arrangementet som en kærkommen gave til det lokale turisterhverv:
- Vi arbejder naturligvis på at få lokale virksomheder i spil, og vi forestiller os blandt andet, at publikum får mulighed for at købe en lækker picnickurv fra en af områdets mange restauranter, siger hun.
Udover Rebild kan Det Kongelige Teaters sommerballet i år opleves på Ofelia Plads i København, i Byparken i Korsør, i Krabbes Grønne Ring i Kjellerup, i HEART i Herning, på Sønderborg Slot, i Anlægget i Billund, i Kongens Have i Odense, i Fredensborg Slotshave og på Torvet i Præstø.
Det Kongelige Teaters sommerballet har tidligere optrådt i Rebild Bakker i 2012.
I tilfælde af regnvejr aflyser balletten først i allersidste øjeblik inden forestillingens start.