Kendt TV-vært lander i Aars
I selskab med Prinsens Musikkorps bringer mangeårige DR-vært flymusik til byen
Fly-spil og -film bliver omdrejningspunktet, når Jakob Stegelmann sammen med Prinsens Musikkorps dykker ned i musikken bag klassikere som Top Gun og Star Wars lørdag den. 9. april i Vesthimmerlands Musikhus ALFA.
Det ligger lige til højrebenet, at Prinsens Musikkorps skal tage publikum med på en tur rundt i fly-filmenes verden, når de gæster Vesthimmerlands Musikhus ALFA.
Som Flyvevåbnets eget professionelle musikkorps er netop fly nemlig en stor del af orkestrets identitet. Med sig har orkestret Danmarks førende ekspert inden for spil- og filmmusik, Jakob Stegelmann, som er kendt fra både ‘Troldspejlet’ og ‘Stegelmanns Score’.
Til koncerten vil publikum kunne lade sig tryllebinde af Jakob Stegelmanns eminente fortællestil og store viden i samspil med den fantastiske musik fra de legendariske film og spil, hvor superheltene og skurkene flyver rundt og kæmper for deres sag.