Kendt drengekor synger julen ind i muslingebyen
Københavns Drengekor - giver 7. december julekoncert i Løgstør Kirke.
LØGSTØR: Julen i Løgstør får i år en sjælden, musikalsk optakt, når Københavns Drengekor lørdag 7. december giver julekoncert i Løgstør Kirke.
Københavns Drengekor har en helt særlig plads i dansk korliv og kan om få år fejre sine første 100 år.
Københavns Drengekor er tilknyttet Sankt Annæ Gymnasium, der er Københavns Kommunes sangskole.
Her får drenge og piger i alderen 9-14 år professionel sangtræning som en integreret del af deres almindelige skolegang.
Koncerten i Løgstør 7. december vil byde på et repertoire, der spænder lige fra Allehelgens dunkle eftertænksomhed til julens lyse glæde med musik af blandt andre Mozart, Bruckner og Mendelssohn.
Drengekoret synger en del af numrene uden musikledsagelse men kan i Løgstør også opleves i samspil med harpenist Helen Davies Mikkelborg, pianist Mette J. Christensen og domorganist ved Københavns Domkirke, Hanne Kuhlmann,
I spidsen for drengekoret står Ebbe Munk.
Han har siden 1991 været kapelmester og kunstnerisk leder for koret, men har nu valgt at gå på pension, således at dette års julekoncerter bliver hans sidste i selskab med Københavns Drengekor.
Billetsalget til koncerten i Løgstør foregår dels via himmerlandsbilletten.dk - dels via kirkekontoret i Løgstør Sognehus.
Der er et begrænset antal billetter til rådighed, og de sælges efter først til mølle-princippet.
Bag koncerten står de to Lions-klubber i Løgstør: Lions Club Freja og Lions Club Løgstør.