Idrætsforening gentager succes

Løgstør Idrætsforening åbner Blue Corner ekstra gang til oktober

26. marts 2019 kl. 16.25

LØGSTØR: Da Løgstør Idrætsforening for knap 14 dage siden indbød til retro-discofest på Discotek Blue Corner i Løgstør, der har været lukket i mange år, men var åbnet for en aften, så gav det over 30.000 kr. i overskud til idrætsforeningens kasse.

Derfor forsøger LIF nu at gentager succesen og åbner ”Blue Corner” for endnu en aften. Datoen er denne gang sat til lørdag 5 oktober, hvor dørene denne gang åbner kl. 19 og lukker kl. 02.

For 14 dage siden genopstod diskoteket for en enkelt aften på initiativ af LIF-formand Chris Hendriksen Severinsen og Henrik Sloth, der blandt andet har været ungdomsformand i idrætsforeningen.

De to havde sammen med en lang række frivillige sørget for, at det legendariske diskotek kunne slå døren op og lade tonerne flyde som i 80erne og 90erne. Til at vende de gamle lp-plader var disc jockeyen fra dengang, Dennis Kronborg, hentet ind til assistance.

Henrik Sloth er i dag medejer af bygningen, som til daglig huser et pizzaria i underetagen, mens discoteket på første sal står ubrugt hen.

Ved arrangementet for nylig var folk i kø for at få billetter. Der var af brandhensyn sat et maksimum antal gæster på 180. Men idrætsforeningen kunne have solgt det dobbelte antal billetter.

Egentlig var der fra start lagt op til, at man skulle kunne købt billet ved indgangen, men da interessen viste sig at være overvældende gjorde LIF det således, at der på forhånd skulle købes billet.

Hvordan LIF håndterer billetsalget denne gang kommer der først information omkring senere, skriver LIF på sin facebookside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste