Historier og viser om udvandrere
Det foregår mandag 8. april kl. 19.30 på Spillemandsmuseet.
REBILD: Museum Rebild tilbyder en fortælleaften, der handler om den danske udvandring til USA omkring 1860 til 1920.
Det foregår mandag 8. april kl. 19.30 på Spillemandsmuseet.
Britta E. Nielsen fortæller om baggrunden for den store udvandringsperiode, hvor 300.000-400.000 danskere udvandrede, de fleste til USA.
Foredraget indeholder flere lokale udvandrerhistorier fra Himmerland, der suppleres med gamle fotos.
Deltagerne skal også synge en række skillingsviser, der alle handler om udvandrertiden, og der serveres kaffe med brød.
Måske vil nogle af deltagerne fortælle egne udvandrerhistorier.
Udvandringen fra Himmerland var meget markant, fra enkelte sogne var det næsten halvdelen af beboerne, der udvandrede - på landsplan cirka en femtedel af hele befolkningen.
Det var også et europæisk fænomen, millioner af mennesker rejste fra hjemstavnen for at skabe sig en ny tilværelse. Vandringer forekommer til alle tider, grundet krige, fattigdom, overbefolkning og klimaændringer, som også tidligere i historien har ført til store folkevandringer.
De senere år har museerne i Rebild arbejdet med udvandrertemaet under titlen ”Nye horisonter”. Der vil denne aften også være mulighed for at se Museums Rebilds plancheudstilling om udvandrertiden.
På www.spillemandsmuseet.dk under temaet Nye Horisonter kan man finde meget mere materiale.