Havekreds på tur til Farsø-egnen
25. juni kan man komme med på tur til Tandrup
Hjortdal-Fjerritslev Havekreds har ikke været længe om at reagere, efter at forsamlingsforbuddet for nylig blev hævet fra 10 til 50 personer.
Allerede torsdag 25. juni drager havekredsen af sted på havebesøg - nærmere bestemt i det vesthimmerlandske, hvor Lisbet og Niels Erik Nielsen i Tandrup ved Farsø åbner deres landbohave for gæsterne fra den anden side af fjorden.
Lisbet og Niels Erik Vester Nielsen har tidligere drevet landbrug på stedet, men i dag har de fået mere tid til at hellige sig haven.
Værtsparret lægger vægt på, at det skal være en nem have, så de undgår stauder, der behøver opbinding. I stedet har de mange gammeldags knoldbegonier og hostaer, ligesom der i haven også er placeret mange store sten. Dels hentet fra egne marker og dels fra en nærliggende grusgrav.
Der er fælles afgang i private biler fra P-pladsen ved Fjerritslev kirke 25. juni kl. 18.30.
Og undtagelsesvist er det nødvendigt med forhåndstilmelding, da der højst må være et halvt hundrede personer, der drager af sted.