Fitnesscenter inviterer til åbningsfest i nye lokaler
LOOP Fitness i Aars flytter i nye rammer. De tager turen godt 350 meter op ad hovedgaden i Aars, hvor den nye adresse bliver Himmerlandsvej 116.
I den forbindelse inviterer de derfor til stor åbningsfest fra den 4. til 6. januar. Her vil der være sjove aktiviteter for både børn og voksne, herunder lækker kage og andre forfriskninger til de fremmødte.
- Selvom vores flytning kun er en kort tur op ad vejen, er vi overbeviste om, at det bliver et virkelig positivt skridt fremad for både nuværende og nye medlemmer.
- De nye lokaler giver os langt mere plads og åbner muligheden for at tilbyde træning til børn ned til otte år, da vi introducerer en særlig børnecirkel. Det gør træningen til en fælles oplevelse, hvilket især kan være en fordel for travle børnefamilier, lyder det fra centerchef Allan Frederiksen.